Processen med at sammenlægge JWT og Halbye & Kaag til Halbye, Kaag & Thompson er nu tilendebragt. Resultatet er blevet, at 10-12 medarbejdere mister deres arbejde, således at det nye bureau får ca. 34 medarbejdere repræsenterende en brutto-avance på 40-50 mio. kr..
Det er lig med et godt stykke over 1 mio. kr. i bruttoavance pr. medarbejder, og det placerer det nye bureau som et af de større og økonomisk stærke i den danske reklamebranche.
Adm. dir. Steen Halbye er da også glad for resultatet.
– Vi står nu med et bureau, som har en solid kundeportefølje. Vores omsætning bygger primært på en halv snes kunder der er nogenlunde lige store, så vi er ikke afhængige af en enkelt stor kunde, men samtidig bygger vi heller ikke på 30 små kunder, siger Steen Halbye.
Rygter har talt om, at hele den kreative afdeling på JWT er blandt de afskedigede, men det afviser adm. dir. Steen Halbye.
– Det er rigtigt, at det er gået mere ud over JWTs kreative afdeling end Halbye & Kaags, men f.eks. er JWTs kreative direktør, Jens Heydenreich, blandt dem der følger med over i det nye bureau, siger Steen Halbye.
Samtidig afviser han rygter om, at man sideløbende med afskedigelserne har ansat et kreativt team fra Saatchi & Saatchi.
– Der starter et nyt team her efter sommerferien, men timingen er tilfældig. Deres tiltrædelse er resultatet af en job-annonce, som Halbye & Kaag indrykkede sidste efterår. Vi søgte en tekstforfatter, men dialogen udviklede sig til at gælde et team. Når processen har været lang, så skyldes det dels, at de har brugt tid på at tænke sig godt om, og som tiderne er i dag, kan jeg godt forstå det. Samtidig er jeg også indstillet på at vente, når jeg har fat i gode folk, siger Steen Halbye.
Det nye team er Dirk Møller og Jan Larsen.
JWTs adm. dir. Asger Daugbjergs skæbne er nu også afklaret. Han flytter til Singapore, hvor han skal arbejde i JWT-systemet. fin