Robert/Boisen, Uncle Grey Århus, Scanad, DDB og La Familia er med i opløbet om at vinde en film-løve.
Danmark har 10 placeringer på Film-shortlisten ved det årlige OL i reklame, som finder sted i Cannes i disse dage. Dermed er der rettet lidt op det skuffende resultat for danske bureauer i deres kamp om at vinde de prestigefyldte løver i Cannes – Det er nemlig kun blevet til en bronze-løve i Press & Outdoor. I de tre kategorier Lions Direct, Media Lions og Cyber Lions, hvor Danmark tidligere har høstet mange løver lykkedes det i år kun at opnå tre nomineringer.
Udover de ti Film-nomineringer har Danmark også en nominering i den nye pris Radio Lions, som gives for mest kreative brug af radio-reklame. Nomineringen går til Saatchi for spottet ”Arnold” for Kilroy Travels.
Det er fire år siden, at Danmark sidst har vundet et Film-løve i Cannes, da Robert/Boisen & Like-Minded fik en guld-løve for tre Interflora-film. Siden har det været et noget skuffende resultat for danske reklamefilm i Cannes Lions.
Sidste år fik Danmark fem shortlisteplaceringer, men ingen løver i Film-kategorien, som stadigvæk er den mest prestigefyldte kategori i Cannes Lions, der finder sted i denne uge. Festivalen slutter lørdag aften, hvor løverne i Film-kategorien uddeles i det store festivalpalæ på La Crosiette i Cannes.

De 10 danske placeringer på shortlisten gik til:

La Familia for ”Exercise 30 minutes a day” for Sundhedsstyrelsen, produceret af Moland Film
DDB for ”Jukebox” for McDonalds, produceret af DDB Film
DDB for ”McDrive for McDonalds, produceret af Bacon
Scanad for ”Goalkeeper” for Sportigan, produceret af Locomotion
Uncle Grey for ”Stay longer” for Fakta, produceret af Lassie Film
Uncle Grey for ”Barcode 2” for Fakta, produceret af Lassie Film
Uncle Grey for ”Moving goods” for Fakta, produceret af Lassie Film
Robert/Boisen for ”Headache pills” for Interflora, produceret af Treshow Filmproduction
Robert/Boisen for ”Recruit” for Interflora, produceret af Treshow Filmproduction
Robert/Boisen for ”Driver position” for Interflora, produceret af Treshow Filmproduction

Det er 10 meget forskellige film fra lige så mange forskellige bureauer, der er med i opløbet. Specielt Fakta-filmen ”Barcode 2” er blevet fremhævet som en film med vinder-potentiale.
I år har danske bureauer indsendt 57 danske film til Cannes Lions, hvor knap 5000 film kæmper om at vinde en af de knap 100 løver, der uddeles. Sidste år deltog 70 danske film i Cannes.
Fra på lørdag kan du på Markedsførings hjemmeside læse om resultatet af Film-kategorien. jür