5 kampagner blev sorteret fra, mens 10 gik videre, da juryen bag Effectiveness Award havde bedømt de indsendte kampagner. Prisen uddeles hvert andet år af Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB).
I modsætning til normale reklamepriser bygger bedømmelsen i Effectiveness Award på resultaterne, og der knytter sig et meget stort arbejde til at deltage i konkurrencen. Desuden kan der også være problemer med at frigive de tal, der kræves for at deltage, og disse forhold er givet baggrunden for det relativt lille antal deltagere. Til gengæld er det et ganske fornemt selskab, når man kigger på listen over de 10 nominerede .
Listen er ikke offentliggjort endnu, men ifølge Markedsførings oplysninger så topper to bureauer short-listen med hver to kampagner på. Enterprise Brandhouse har fået nomineret kampagner for Interflora og teleselskabet Telmore, mens Robert/Boisen har fået nomineret Ikea (Democratic Design) og en Fyrværkeri-kampagne med Vejle Amt som opdrags-giver.
De resterende seks short-listede er:
DSBs Harry-kampagne fra Bates Copenhagen.
Legos Bionicle-kampagne fra Advance.
Orange-kampagnen fra Propaganda.
Carlsbergs Kildevæld-kampagne fra DDB
Arlas kampagne for Matilde Cafe skabt af Young & Rubicam
Heinz Tomatketchup fra Leo Burnett.
Leo Burnett var den store vinder, da prisen blev uddelt for to år siden. Her vandt bureauet 3 ud af i alt 6 priser – heriblandt Grand Prix’et, der er hovedprisen.