Post Danmark har nu sat 100.000 kr. på højkant i et fremstød for Interessebank Danmark. Udfordringen er rettet til reklamebureauer, og de 100.000 kr. er 10 gevinster af 10.000 kr. til de bedste forslag til en anvendelse af Interessebank Danmarks ca. 200.000 adresser.
– Det er et spørgsmål om at få folk på bureauerne til at lege med mulighederne i Interessebank Danmark – samt også tænke mere i direct mail, for kampagnen retter sig ikke kun mod dm-bureauerne men også mod de traditionelle bureauer, siger marketingkonsulent Annette Wiedeman, Post Danmark og tilføjer, at hun allerede nu kan konstatere, at det er lykkedes at opnå interesse hos folk på bureauer, som Post Danmark normalt ikke har kontakt til. Kampagnen startede i torsdags, og man skal logge ind med en e-mail-adresse, når man går ind på sitet www.10000kr.dk. På den måde kan hun få indtryk af, hvem der går ind på sitet.
Kampagnen skal samtidig markere, at Interessebank Danmark nu er tilgængelig på nettet.
– Det er selvfølgelig ikke navnene, der er tilgængelige på nettet, men alle statistikker og informationer om målgrupper. Det er noget, som vores kunder har efterspurgt, og som giver dem mulighed for at arbejde med basen direkte i research-fasen uden at bruge os som mellemstation, siger Annette Wiedeman.
Konkurrencen foregår ved, at man kan vælge en af 9 fiktive problemstillinger, hvor man kan lege med data i basen og på den baggrund udarbejde et forslag til anvendelse. En problemstilling kan f.eks. handle om en bilimportør, der skal nå en given målgruppe. De 10 gevinster á 10.000 kr. behøver ikke fordele sig på alle kategorierne. Gevinsterne vil blive tildelt til de bedste forslag uafhængig af kategori. fin