2.040 danskere blev i løbet af september stillet en fyreseddel i udsigt, viser en gennemgang af fyringsvarsler fra Politiken Research.
Det svarer til, at der hver eneste hverdag i september er varslet 100 fyringer, men da krisen toppede for et par år siden blev helt op mod 225 medarbejdere dagligt truet med en fyreseddel.
– Vi har et arbejdsmarked, der står i stampe, men bunden er ikke gået ud af det, som det skete i 2008 og 2009, siger direktør Lars Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I tirsdags fik 100 medarbejdere på rederiet Scandlines’ rute mellem Gedser og Rostock besked om, at de formentlig mister deres job, når den ene af rederiets nye færger skal sejle under tysk flag.
Og tilsvarende dystre beskeder har omkring 1.900 medarbejdere på andre danske arbejdspladser altså fået i løbet af denne måned. Men spørgsmålet er, om der kommer en fyringsbølge som i foråret 2009.
– Vækstbilledet er svagt de kommende måneder, men vi tror ikke på fyringsbølger a la finanskrisen, siger cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.
I kølvandet på finanskrisen i 2008 og 2009 blev der ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen varslet fyringer af flere end 5.000 lønmodtagere i en enkelt måned.
De officielle tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsens Jobindsats for september er endnu ikke kommet, men i august blev der varslet 1.009 fyringer, så på baggrund af Politikens undersøgelse kan der blive tale om en fordobling i forhold til august.