It-branchen skruer op for charmen for at tiltrække nye talenter. 1000 unge tog på virksomhedsbesøg i forbindelse med it-natten.Der blev ikke sparet på charmesmilene og scorereplikkerne hos landets it-virksomheder, da omkring 1000 unge fra landets gymnasier og handelsskoler onsdag aften lagde vejen forbi for at se nærmere på it-fagets herligheder.
It-natten er første del af en større charmeoffensiv, som it-branchen håber kan lokke flere unge til at satse på en it-karriere og søge ind på it-uddannelserne, som har haft svært ved at tiltrække studerende.
It-natten er kun første etape på en lang sej charmetur, der også bliver fulgt op med en række åben hus-arrangementer i foråret på it-universiteterne.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har beregnet, at der vil mangle cirka 1500 it-kandidater i Danmark i 2015, hvis der ikke er flere unge, som går i gang med en it-uddannelse på universitetsniveau.
/ritzau/