Med i alt 106 virksomheder er feltet af kandidater til prisen, som uddeles af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA), større end nogensinde. Den pris hed tidligere Netværksprisen, men er fra i år omdøbt til CSR People Prize. Og det er ingen tilfældighed, at CSR People Prize netop i år når nye højder, mener Maarten van Engeland, ISS-direktør og formand for VFSA:
‒ Vi har i år sat os for at løfte prisuddelingen og hele diskussionen om CSR til et helt nyt niveau. Derfor handler årets tema ikke som tidligere om et enkelt emne, fx kriminelle unge eller personer med handicap. I stedet stiller vi skarpt på en større udfordring: Hvordan skal CSR integreres i virksomhedernes strategi og forretning? siger Maarten van Engeland.
Dette fokus, som VFSA gennem hele 2011 har samarbejdet med Virksomhedsnetværk for Socialt Ansvar (Vinsa) og Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI) om, munder bl.a. ud i to sæt af anbefalinger, et til virksomheder og et til politikere. Anbefalingerne præsenteres ved uddelingen af CSR People Prize.
Al Gore kommer til CSR Awards 2011
Overliggeren for VFSA’s ambitionsniveau bliver også hævet af, at CSR People Prize i år uddeles i forbindelse med CSR Awards 2011. Den nystartede CSR Fonden står bag uddelingen, der løber af stablen over tre dage i slutningen af september i Sønderborg, hvor Bill Clintons tidligere vicepræsident Al Gore er hovedtaler.
Målet med CSR Awards 2011 er at få en samlet kommunikationsplatform op at stå, hvorfra den danske CSR-dagsorden kan formidles synligt. Med sådan en ramme må flere få øjnene op for, hvorfor og hvordan virksomhederne konkret arbejder med CSR, og det er vigtigt, mener Maarten van Engeland:
‒ Ved at deltage i CSR Awards 2011 vil VFSA sikre, at socialt ansvar i Danmark også fremstilles som en vigtig del af CSR-arbejdet i virksomhederne. Vi vil fremhæve de gode eksempler og inspirere flere til at tage ansvar og vise, at de tager det – både i Danmark og internationalt. Stolthed og anerkendelse er for mig at se en afgørende vej frem, hvis vi skal have flere end Tordenskjolds soldater med på CSR-vognen. Og det skal vi, fastslår van Engeland.
CSR People Prize uddeles i to kategorier, dels til virksomheder med færre end 100 ansatte, dels til virksomheder med mere end 100 ansatte. Uddelingen foregår på Alsion i Sønderborg den 29. september.
CSR-fonden uddeler 12 priser i alt, og der er stadig åbent for indstillinger i nogle af kategorierne. Læs mere på csrfonden.dk.