Rådet for Teknologi og Innovation under Uddannelsesministeriet har netop bevilget 12. mio. kr. til Institut for Marketing & Management på Syddansk Universitet. Derfor kunne man forvente feststemning hos Per Østergaard, leder af instituttet.
– Rolig nu, pengene er ikke en ekstra julegave, der falder ned fra himlen. Pengene gives til forskningsbaserede projekter over en 4-årig periode, og er en forlængelse af et eksisterende bevilling fra 2010, hvor vi fik 14 mio. kr., siger Per Østergaard, lektor, Ph.d..
Men det er da glædeligt, at ministeriet fortsætter støtten?
– Helt afgjort. Nu kan vi fortsætte den forskning, der på sigt vil gavne virksomhederne via den forskning i marketing, kommunikation og forbrug, vi sætter i søen. Det er vi da meget glade for.
– Det er jo penge, der skal sikre et større samarbejde mellem universiteter og virksomhederne, men vi skal reelt finde yderligere 12 mio. kr. fra private virksomheder, der skal matche tilskuddet fra ministeriet.
Prøv at uddybe projekterne?
– Vi har skabt et innovationsnetværk, hvor vi sammen med forskere fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og CBS samarbejder med virksomheder om projekter, der skal formidle forskningsbaseret viden ud i erhvervslivet. Den viden, vi får ud af det, breder vi ud, så vi alle bliver klogere.
Det er en form for rådgivning?
– Nej, hvis en virksomhed vil have rådgivning til konkrete marketingtiltag, skal de ud på markedet og købe den viden af konsulenter. Vi forsker i konkrete cases, som virksomhederne stiller til rådighed, og som vi efterfølgende breder ud via events eller konferencer.
– De deltagende virksomheder får et forspring, kan du sige, i forhold til omverdenen ved at deltage, men projekterne er tilgængelige for offentligheden, så snart vi har resultater, der med for del kan deles, slutter Per Østergaard.
Læs mere om forskningen her.