Blackwood Seven var verdens første mediebureau, der valgte at bygge en platform for automatiseret annonce-distribution med indbygget kunstig intelligens.

I dag kalder de sig ikke længere for et mediebureau, men for et Media A.I. Agency, hvilket selskabet i øvrigt kommunikerede tungt til Cannes Lions sidste år.

Men det vigtige kommer nu: En række meget tunge investorer har i fem år troet på idéen om at skabe et alternativ til de traditionelle mediebureauer, så Blackwood Seven siden 2013 har fået investeringer på i alt mere end 250 mio. kr. i udviklingen af især den automatiserede platform, der i dag er kernen i selskabets tilbud til markedet.

De 250 mio. kr. dækker også de 125 mio. kr., der i dag tilføres Blackwood Seven.

Er det så tilstrækkeligt?

– Ja, det ser ud til, at vi i år går i 100 pct. driftsmode uden at jeg vil afvise, at vi senere får tilført endnu mere kapital, men som det ser ud lige nu, er vi og investorerne tilfredse med at strategien og platformen holder, siger Carl Erik Kjærsgaard, CEO og medstifter af Blackwood Seven.

Og hvad sker der så nu?

– Vi fortsætter med at få nye kunder, og lige nu kigger vi ekstra på Asien. Vi overvejer fx, om det giver mening at gå ind i Kina, men det er stadig i sonderingsfasen. Vi har til gengæld fået nogle gode kunder i Australien, så vi er på rette vej.

Jeres platform holder?

– Det gør den i den grad. Vi oplever, at når vore store kunder i Europa og USA har testet vores platform på et marked, går de typisk videre til nye markeder, og det tager vi som en blå-stempling af modellen.

Mind os lige om, hvad det er, I tilbyder, der er så specielt?

– Forenklet sagt, så vil vi fjerne den menneskelige forudindtagethed, der gennemsyrer medieindkøb i dag, og i stedet anvender vi kunstig intelligens, analytics og data til at levere målbare resultater på placeringen af annoncer.

– Det er en cloud-baseret teknologi, der giver annoncørerne fuld transparens med medie-investeringerne, og som samtidig reagerer lynhurtigt på de mål, annoncørerne tilpasser løbende.

Så teknologien er fuldstændig på plads?

– Vi holder aldrig op med at udvikle og forbedre vores software, men nu er organisationen og strukturen på plads, investorerne er enige, så vort primære arbejde fremadrettet bliver at få flere kunder ind i butikken, slutter Carl Erik Kjærsgaard.

De oprindelige investorer, Jolt Capital, Vækstfonden, Sunstone Capital og Conor Venture Partners er fortsat partnere på ambitionen om at skabe og drifte verdens førende marketing platform baseret på kunstig intelligens.

Ny investor i den seneste runde af kapitaltilførsel er det München-baserede Cipio Partners, der samtidig får en plads i bestyrelsen.