Tilbage i 1995 startede de første danske virksomheder op med at tilbyde danskerne adgang til internet – bl.a. cybernet.dk, som jeg selv var med til at grundlægge, og nogle få andre. Men flere fulgte hurtigt.
Der var i stort set alle tilfælde tale om entusiastiske unge mennesker, der ønskede at bygge noget op. Tilmed noget, der havde potentialet til at blive noget meget stort. Ganske som vi har set det i udlandet. Men herhjemme satte Tele Danmark effektivt en stopper for det business-eventyr.
Tele Danmark så nemlig meget hurtigt potentialet i internettet. De kunne se, at det ville blive stort, men de så også hurtigt, at de ville få svært ved at tage kampen om med de unge entusiaster – særligt, hvis kampen skulle foregå på lige vilkår.
Tele Danmark fik derfor den “brillante“ idé, at udnytte sit daværende monopol til det yderste ved at tilbyde internet-abonnementer til priser, hvor konkurrenterne ikke kunne være med, da de ikke havde adgang til kobberet. Og dermed slagtede Tele Danmark hurtigt flertallet af de unge entreprenører.
Fra politisk hold var der ingen, der klagede over situationen. Tværtimod, da danskerne jo med Tele Danmarks “hjælp“ fik endnu billigere adgang til den ny teknologi. Og også trods det faktum, at der forsvandt en lang række virksomheder, der havde potentialet til at blive store, rigtig store. Og som kunne have beskæftiget en lang række danskere …
Da e-handel så småt tog fart i 1997 fik PBS – igen med regeringens velsignelse – held til at ødelægge dette tiltag ganske effektivt. For mens dansk e-handel så småt begyndte at blomstre, lancerede PBS den ene skrækkampagne efter den anden, der advarede mod betaling med Dankort via nettet.
Denne hetz mod betaling på nettet skyldtes ene og alene, at PBS ønskede at indføre SET-teknologien i Danmark. Ganske vist en meget sikker betalingsløsning, men som ingen andre lande benyttede. Og det forsinkede altså reelt betaling med Dankort på nettet med to år.
Men hetzen gav også et helt andet og meget uheldigt resultat: Kampagnerne har sat sig dybe spor i danskernes bevidsthed, så danskerne i dag egentlig ikke har tiltro til betaling på nettet.
Og man ser tydeligt resultaterne i dag. Der er meget få danske e-handelsbutikker og de fleste er af en meget dårlig standard. Samtidig er der meget få danskere, der vil købe på nettet.
Det er skruen uden ende. Forbrugerne tror ikke på betalingsmidlerne. Og dermed tør investorerne ikke investere i e-handelsforretninger. Uden investorerne bliver e-handelsforretningerne ikke så flotte og så godt bygget, som de burde være og er det i udlandet. Det gør forbrugerne endnu mere bange for e-handel – skruen uden ende.
Nu kommer så tredje vigtige internet-tiltag: Wireless eller trådløs kommunikation. For at trådløs kommunikation skal fungere, skal man have en ordentlig båndbredde til sine mobile apparater. Den båndbredde er på vej i form af det kommende UMTS mobiltelefonsystem.
UMTS står for Universal Mobile Telecommunications System og er kort fortalt et bredbånds mobilsystem, der tillader overførsel af data ved hastigheder op til 200 gange hurtigere end dagens mobile løsninger. Det er så høj en hastighed, at bl.a. Siemens forudser, at allerede i 2002/2003 vil flere danskere være koblet på internettet via en mobil opkobling end med en fast opkobling.
Det lyder som fagre nye verden. Og kan helt klart også blive det. Desværre er vi dog endnu en gang ved at skyde os selv i foden i forbindelse med UMTS.
Der er to problemstillinger omkring UMTS:
Den ene er, at den danske regering vil afholde en auktion over UMTS-licenserne. For på den måde at hælde, tror de, 10-15 milliarder kroner ned i den slunkne danske statskasse.
Auktionen gør desværre bare, at det ikke bliver de bedste og billigste udbydere, der løber med licenserne. Men det gør i stedet de, der har flest penge på bankbogen.
Og den bunke milliarder, der skal afleveres til den danske statskasse for at få licenserne, skal jo tjenes hjem igen. Og hvem skal i sidste ende betale for det? Det skal brugerne! Derfor får vi sikkert et såvel dårligt som dyrt produkt.
For at gøre ondt værre, ser den danske stat sig ikke i stand til at afholde auktionen inden efteråret 2001 – selv om adskillige af vore nabolande allerede er i fuld gang med at etablere de nødvendige netværk. Begrundelse: “Den slags tager jo tid“.
Yeah, right! For når det drejer sig om f.eks. at lukke et hul i skattelovgivningen, så kan regeringen lave lovforslag i løbet af uger.
Og så er de 10-15 milliarder kroner, regeringen forventer at få ind ved auktionen, uendelig små midler i forhold til det, vi taber ved igen at komme bagerst med den nyeste generation af Internettet. Man burde kunne indse, efter at have misset både første og anden bølge på nettet, hvilket kostede en del, at hvis man så også misser den tredje bølge, så kommer man til at gå glip af endnu mere.
Tag eksemplet med NKT-virksomheden Giga, der blev solgt til udlandet for et astronomisk beløb. Blot et eller to salg i Giga-klassen vil indbringe de samme 10-15 milliarder kroner i statskassen. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at der kan komme mange Giga’er herhjemme, hvis vi her kunne være blandt de førende.
Danmark står med en stor pose korn, som regeringen har besluttet at bage brød af, og så brødføde Danmark med i en kort periode. I stedet for, at så kornet og dermed kunne brødføde generationer!