Offshorebranchen lover dobbelt så høj udnyttelse af oliefelterne, hvis der investeres i forskning, og beskatningen gøres mere fleksibel.

Det bedste sted at lede efter olie er i et oliefelt, lyder en gammel offshorevittighed. Og ifølge oliebranchen selv, er det realistisk at hive værdier for ekstra 1350 mia. kr. op fra Nordsøen, hvis ellers de rigtige betingelser er til stede.

Det enorme beløb kan bjærges i land, hvis det lykkes at hæve indvindingsgraden for de kendte oliefelter – fra de nuværende ca. 23 pct. til omkring 50 pct. Det er opnået i bl.a. visse norske felter, og med de rette investeringer i forskning, udvikling og produktionsteknik kan det også lade sig gøre i Nordsøen.