Det offentlige får tit skæld ud over for dårlige hjemmesider, men der er heldigvis mange myndigheder som gør det godt på nettet.
De bedste blev hyldet i går eftermiddag ved 2010-udgaven af Bedst på Nettet – Videnskabsministeriets årlige måling af kvaliteten af den offentlige, digitale betjening af borgere og virksomheder.
Der blev uddelt priser i fem kategorier og tre af de vindende løsninger er udviklet i samarbejde med 1508. Det er ikke set før, at et enkelt bureau har været leverandør på så mange prisvindere i Bedst på Nettet.
Og man er selvsagt farligt glad for succesen hos 1508, selv om priserne som sådan ikke længere går til bureauerne, men til myndighederne.
– Vi er utrolig stolte over, at det er lykkedes så mange af vores kunder at komme helt til tops i Bedst på Nettet. Og for os er det vigtig anerkendelse af, at målrettet arbejde med at skabe tilgængelige og brugbare offentlige hjemmesider betaler sig, siger Mikkel Jespersen, der er partner i 1508.
Han mener, at Bedst På Nettet er blevet en pris, som i dag reelt påvirker den måde offentlige websites udvikles på.
– Vi har over de sidste 10 år udviklet mere end 200 offentlige webløsninger, og de seneste år er det blevet et centralt succeskriterium for myndighederne at performe godt i Bedst på Nettet, siger Mikkel Jespersen, som også peger på, at vurderingskriterierne er blevet ændret over årene.
– I en årrække var der mest fokus på teknisk tilgængelighed og på at automatisere vurderingen af tilgængelighed. Inden for de seneste år er brugernes vurdering kommet mere i højsædet gennem surveys ligesom myndighederne gennemfører en selvevaluering. Det er en meget positiv udvikling, da det betyder en bredere vurdering af den værdi, som webløsningerne giver, siger Mikkel Jespersen.
1508 står bag løsningerne i følgende kategorier
Statslige Myndigheder:
Undervisningsministeriet. 1508 har varetaget alt arbejde fra strategi og design til teknisk implementering.
Undervisningsinstitutioner:
Professionshøjskolen Metropol. 1508 har varetaget alt arbejde fra strategi og design til teknisk implementering
Kategorien Portaler:
Erhvervs- og Byggestyrelsen. 1508 har varetaget koncept, design og HTML/XSLT.
Mere om priserne
her.