Festival of Media – Global blev afholdt i tirsdags i Rom, og OMD-netværket, der er en del af OmnicomMediaGroup, blev den helt store vinder.

Med 8 guld, 2 sølv og 4 bronze, samt ”Campaign of the Year” titlen og endelig ”Global Agency Network of the Year” hæderen kørte mediabureauet først over målstregen mere end et mulehår før konkurrenterne.

Festival of Media Global er den globale festival, der hædrer verdens bedste mediabureauer, og selv kalder de sig ubeskedent for ”the Davos of Advertising”. Om ikke af andre grunde, så fordi Cannes Lions jo ikke skal fremstå som eneste valide skulderklap.

Og ret skal være ret: Festival of Media – Global er det eneste globale Award-show, som kun fokuserer på medieinnovation, -kreativitet og -evolution. Deltagerne er de helt tunge globale seniorprofiler fra annoncørerne og mediabureausiden.

Hæder til dansk McD-kampagne

Den danske division af OMD var repræsenteret med tre shortlists, mens ZenithOptimedias danske afdeling var med én gang med et arbejde for Läkerol.

Der var dog kun OMD-arbejderne, der blev belønnet: To gange bronze i kategorierne ”Consumer Research Award” og ”Best Targeted Campaign” med arbejdet for McDonald’s Programmatic Audiences – lavet i samarbejde med DDB, Resolution og InsightGroup.

Med hæderen i Rom har OMD nu gjort rent bord ved alle betydende internationale Award-shows for mediebureauer siden Cannes 2014, ikke nogen ringe anbefaling. AdWeek kårede naturligvis OMD som Global Media Agency of the Year i 2014.

Alle Festival of Media-vinderne kan se her.

”Campaign of the Year” blev ”Penny the Pirate” og er i øvrigt et fremragende eksempel på, at kommerciel kommunikation også indeholder læring og bidrager til at løse et lille, men vigtigt problem i familierne.

Se en film om “Penny the Pirate” her.