Maersk Sealand, Lego, Bang & Olufsen, Tele Danmark, Danisco og FDB deltager i 2002 i e-handelsprisen for første gang. Som tidligere er der også deltagelse af en række små, fornyende virksomheder med produkter, der spænder fra helikoptere over bryllupper til begravelser.
Virksomhederne kappes i tre kategorier: E-handel til virksomheder (55 deltagere), e-handel til forbrugere (71 deltagere) og e-handel innovator (49 deltagere), hvor mindre virksomheder med under 50 ansatte driver e-handel til forbrugere.
– Seriøsiteten i e-handelsbranchen vokser – og det er positivt, at de store virksomheder nu står frem som internet-købmænd, siger kommunikationschef Henrik Egede, IT-Brancheforeningen, der er initiativtager og igen i år blandt arrangørerne af e-handelsprisen.
E-handelsprisen uddeles i 2002 for tredie gang. Prisen overrækkes ved et finalearrangement onsdag den 6. februar 2002 på ABC Teatret, Frederiksberg. Dommere i e-handelsprisen 2002 er: MF Morten Helveg Petersen, Det radikale Venstre, adm. dir. Lars Krobæk, Handelskammeret, sekretariatschef Christine Antorini, Forbrugerinformationen samt håndboldspiller Mette Vestergaard. FIF og landsholdet.
En komplet deltagerliste i e-handelsprisen 2002 kan ses på www.ehandelsprisen.dk.