Mange tusinde boligejere må i de kommende år berede sig på, at de ikke kan få fornyet deres afdragsfri lån, medmindre boligpriserne pludselig stiger markant.
De populære lån giver afdragsfrihed i 10 år, og for mange boligejere betyder det, at de snart skal overgå til at betale afdrag som på et almindeligt lån. Det kan imidlertid flerdoble den månedlige udgift, og hvis boligejeren ikke har råd til det, kan han eller hun komme i akutte problemer.
For at kunne fortsætte med afdragsfrihed efter 10 år kræver det en konvertering til et nyt lån og det kan ikke lade sig gøre for op mod 180.000 af lånene. Det viser et estimat, som BRFkredit har foretaget for Politiken, hvor der for første gang bliver sat antal på lånene.
Nogle af disse låntagere bør allerede nu begynde at forberede sig, så de ikke får problemer, når afdragsfriheden udløber, siger cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRFkredit til Politiken.