1995 blev et forrygende år for outdoorbranchen. Flere af udbyderne betegner året som det hidtil bedste nogensinde med rekordefterspørgsel på alle typer outdoormedier. Yderligere ser det ud til, at udviklingen fortsætter i 1996. På nuværende tidspunkt er nogle outdoormedier således booket måneder frem i tiden, og udbyderne råder derfor annoncørerne til at planlægge outdoorkampagner i meget god tid _ ellers kan der blive problemer med at få plads på de ønskede tidspunkter.
_ 1995 var et kanonår, men vi kan mærke, at efterspørgslen her i 1996 er større end nogensinde tidligere _ større, end vi kan efterkomme. Eksempelvis er Europlakaterne udsolgt helt frem til sommerferien, og i en sådan situation kunne vi godt ønske os, at vi havde dobbelt så mange pladser, siger Mikael Frandzen, Trans-Media. Han vurderer, at der er to årsager til væksten: Dels det generelle opsving, som smitter af på det samlede mediaforbrug, dels en større respekt og forståelse for outdoormediet.
Da outdoorbranchen ikke fra den ene dag til den anden kan udvide antallet af pladser, er der således en naturlig grænse for væksten. Men der er kommet flere pladser til i 1995, og i det kommende år forventes en betragtelig udvidelse. Væksten vil især ske indenfor reklamefinansieret byudstyr. Her konkurrerer AFA JCDecaux og Trans-Media om kommunernes gunst med hvert sit koncept – henholdsvis Abribus Citymedia og Eurolight.
STADIG FLERE KOMMUNER MED
På nuværende tidspunkt er Abribus Citymedia etableret i Odense, Aalborg, Horsens, Høje Tåstrup, Svendborg, Frederiksberg og København med i alt 1605 pladser, mens Randers Kommune følger i løbet af årets første måneder. Og AFA JCDecaux forventer at udbygge antallet af pladser til 2-2500 ved årets udgang.
_ 1995 har været det første år, da Abribus Citymedia har været med på mediaplanerne. Det har været et absolut forrygende år, og som det ser ud i øjeblikket, bliver 1996 ligeså positivt, oplyser direktør Palle Jacobsen, AFA JCDecaux.
Trans-Medias Eurolight-koncept er etableret i Esbjerg og Ballerup, og på en række større stationer bl.a. Københavns Hovedbanegård og Odense banegårdscenter, og kontrakter er forhandlet færdig med flere kommuner i HT-området. Dertil kommer at selskabet netop har vundet licitaionen en etablering af byudstyr i Gladsaxe Kommune. Trans-Media disponerer over cirka 400 eurolight-pladser, og antallet vil i løbet af 1996 blive øget i takt med etableringen så der om et års tid rådes over omkring 1000 pladser i bybilledet.
-Yderligere vil 600 eurolightpladser inden årets udgang blive stillet op på de største og mest besøgte stationer over hele landet, så vi inden 1997 tilbyder i størrelsesordenen 1600 pladser, siger Mikael Frandzen.
I for eksempel Næstved er det ARAS, der har stået for etableringen af reklamefinansieret byinventar. Men salgsdirektør Klaus Hildebrandt understreger, at byinventar ellers ikke hører til ARAS primære forretningsområder.
PRIMæRT PRIVATE PLADSER
_ De øvrige outdoorudbydere satser især på offentlige steder, men vi adskiller os ved først og fremmest at fokusere på private områder _ ikke mindst i tilknytning til indkøbscentre. Vores Centerlite-plakater, som findes i landets 25 største multicentre, er på den led et godt supplement til eksempelvis Abribus, der jo kun dækker nogle områder. Med os på mediaplanen bliver en kampagne således helt landsdækkende, fastslår Klaus Hildebrandt. Og han oplyser, at antallet af Centerlite-pladser i det forløbne år er øget fra 130 i en serie til nu 145, og det vil i løbet af 1996 komme op på 175.
Billboards er et fælles anliggende mellem ARAS og Trans-Media. Også på dette område er antallet af pladser øget i det forløbne år _ fra 500 til 600 pladser _ og de to udbydere vil i den kommende tid udvide yderligere.
UDBYGNING AF LUFTHAVNSREKLAMER
AFA Trafikreklame, som ud over busreklamer tilbyder forskellige reklamemuligheder i danske lufthavne, satser også på udbygning.
_ I forbindelse med de aktuelle planer for udbygningen af Copenhagen International Airport, hvor arealet udvides markant, er vi i god dialog med lufthavnen. Og vi har således begrundet forventning om at udbygge mulighederne i de kommende år, siger salgsdirektør Erik Andersen, AFA Trafikreklame.
Flere af udbyderne har brugt krudt på analyseomådet i den forløbne tid. Trans-Media har således fået opfyldt et længe næret ønske om at kunne lave kørsler i Gallups DRB-index for sine kunder, og Abribus Citymedia er nu kommet med i indexet, så de første tal kan forventes i 2. halvår af 1996.
_ Vi har gjort en indsats for at udvikle hele analyseområdet _ dels via Gallup, dels har vi ansat en medarbejder, som laver analyser på mange andre ledder: Eksempelvis nedbrudt på lokalområder eller enkeltmedier. Og vores mål med indsatsen er naturligvis at gøre mediet så gennemsigtigt som muligt, så kunderne ved præcist, hvad de køber, understreger Klaus Hildebrandt.
NYE OG SPæNDENDE OUTDOORKAMPAGNER
Væksten i branchen viser, at der er kommet øget fokus på outdoormediet. Og det kan også aflæses i de mange spændende kampagner, hvor mediet bruges på nye måder.
_ Generelt ser vi, at annoncører og bureauer investerer flere kræfter i at bruge mediet på en spændende og kreativ måde. Der bliver tænkt mere i mediet og dets muligheder end tidligere, vurderer Mikael Frandzen. Og Klaus Hildebrandt supplerer:
_ Kellogs gennemførte en meget spændende kampagne i uge 44-45. Der var tale om fire forskellige motiver i een serie, og den var meget dramatisk og havde stor effekt, kunne vi se af de efterfølgende målinger. En utroligt stor andel af forbrugerne kunne huske at have set kampagnen, og dermed dokumenteres det, at den kreative udformning har meget stor indvirkning på en plakats effekt.
Blandt de brancher, som har været særligt aktive på outdoor i den forløbne periode nævnes dagbladene _ herunder især Jyllands-Posten _ kreditforeninger og teleselskaberne.
_ Vi har godt kunnet mærke konkurrencen på hele det elektroniske område. Der har været stor aktivitet især på computere og mobiltelefoner, og telekommunikationsbranchen har sat sig så hårdt på medierne, at det har været svært for andre at komme til. Vi forventer da også, at der kommer til at ske kolossale ting på dette felt i den kommende periode, fortæller direktør John Kam Jensen, PR Plakat Reklamen.