Mere end en million seere fulgte med, da Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mads Mensah Larsen og alle de andre håndboldherrer i sidste uge måtte se sig slået af Spanien i allersidste sekund.
Ikke drømmescenariet – hverken for spillerne, håndbold-Danmark eller holdets hovedsponsor Totalkredit.
Alligevel mener sponsorekspert Thomas Badura fra SponsorPeople, at hovedsponsoren har fået værdi for pengene:
– Det stærke samarbejde mellem hold og hovedsponsor har styrket håndboldherrernes brand og genereret en reklameværdi på op mod 20 millioner for Totalkredit. Og var håndboldherrerne gået hele vejen, kunne den samlede reklameværdi have givet op mod det dobbelte, siger han og tilføjer, at hovedsponsorens aktivering før og under VM i høj grad også har styrket håndboldherrernes brand:
– Totalkredit har stået bag events og arrangementer i hele landet og opbygget stærke communities på sociale medier med spillerne i spidsen. Både på Facebook og Instagram er Håndboldherrernes profil i dag blandt de største i Danmark – også større end fodboldlandsholdets.
Thomas Badura er heller ikke i tvivl om, at håndboldherrerne fortsat er et meget stærkt brand:
– Håndboldherrerne er meget åbne og sympatiske både over for deres fans og pressen. De har en meget stærk national forankring og lader deres fans komme helt tæt på – og det er noget, der går rent ind hjemme i de danske stuer, siger han.
Gode ambassadører
Ikke mindst Instagram-profilen ”Håndboldherrerne” har været populær og meget omtalt. Her har holdet i samarbejde med Totalkredit stået for at tage billeder til profilen, så danskerne også har kunnet følge dem på hviledagene i Qatar.
Desuden har Totalkredit under teamet ”En del af holdet” holdt storskærmsarrangementer, afrejse-event i Københavns lufthavn samt involveret de mange fans på sociale medier, og marketingdirektør Ole Lund er yderst tilfreds med resultatet:
– Håndboldherrerne kæmpede et brag af en kamp mod de spanske verdensmestre, og vi er som hovedsponsor stolte af deres indsats. Uden for banen har holdet været helt unikke i deres relation til fansene. De er sympatiske og engagerede, og de har også leveret en god portion humor, som man især har kunnet opleve på de sociale medier. De er gode ambassadører for sporten, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde, siger han.
PrimeTime Kommunikation, OMD og TBWA har været faste bureauer for Totalkredit i flere år. De har også været med til udvikling af koncepter og aktiviteter i forbindelse med VM i Qatar.
Totalkredit har været hovedsponsor for håndboldherrerne i fire år.