Rygterne flyver gennem luften efter Nyhedsavisens død, og langsomt kommer der mere og mere kød på.
Ifølge avisens tidligere chefredaktør, Simon Andersen, har Morten Lund fortalt, at Berlingske-ejer David Montgomery tilbød ham 200 millioner kroner på en hemmelig konto for at lukke avisen.
En historie som Nyhedsavisens tidligere direktør Morten Nissen Nielsen bekræfter overfor Markedsføring.
Morten Lund har overfor både Simon Andersen, Morten Nissen Nielsen og medarbejderne på Nyhedsavisen benægtet at have taget i mod tilbuddet.
David Montgomery bekræfter over for Morgenavisen Jyllands-Posten, at han har mødtes med Morten Lund adskillige gange
Moderselskabet bag Nyhedsavisen 365 Media Scandinavias tidligere adm. direktør, Svenn Dam, bekræfter, at møder mellem Montgomery og Lund fandt sted.
Han bekræfter også, at han er i besiddelse af et kontraktudkast.
– Jeg har opdaget, at et sådant udkast findes blandt de mange papirer, jeg med mellemrum har bragt med fra mit kontor i København,” siger Svenn Dam.
Han formoder, at aftaleudkastet er blandt de ”fortrolige dokumenter”, som Morten Lund beskylder ham for at have fjernet, og som er en del af begrundelsen for, at Morten Lund onsdag bortviste Svenn Dam fra jobbet hos 365 Media Scandinavia.
– Af papirerne fremgår det, at en betingelse for aftalen er, at Nyhedsavisen lukker. Da jeg var administrerende direktør for og aktionær i avisens moderselskab, samt bestyrelsesformand for Nyhedsavisen, har jeg svært ved at se, at papirerne ikke vedkommer mig,” siger Svenn Dam til Jyllands-Posten. Han understreger, at han ikke aner, om en sådan aftale er ført ud i livet.
Markedsføring ville gerne have haft en kommentar fra Morten Lund, som tidligere har afvist at have modtaget penge, men det har ikke været muligt.