28 års fortielser, overdrivelser, insinuationer, beskyldninger, løgne, bagatelliseringer, infamiteter, misinformation, ringeagtsytringer, rygter, karaktermord, brøndpisseri, fordrejninger og forbandelser går ikke sporløst hen over et land og dets demokratiske kultur. Disse linier er af praktiske grunde nedfældet en hel uge før folkeafstemningen, og vi er netop nået til den fase, hvor truslerne om stigende arbejdsløshed, højere huslejer, forringet konkurrenceevne, virksomhedsflugt til udlandet og et forvarsel om et finanspolitisk indgreb er trillet ud af garagen og støvet af. Nu skal vi have en rigtig skræmmekampagne, bebuder kvarttidspolitikeren og børneredderen Mimi Erhardsdatter Jacobsen.
Til dato har tilhængerne af den fæle mønt investeret 24 millioner kroner i en Ja-kampagne, men ifølge en række iagttagere er pengene, som for en stor dels vedkommende er liftet op af skatteydernes lommer, kastet ud i den blå luft. Det er ikke så let at beslaglægge folks meninger gennem plakater, annoncer, brochurer, løbesedler, bagrudestreamers, badges og bannere.
Reklamedirektør Claus Buhl fra bureauet af samme navn giver sin forklaring til Børsen:
“Kommunikationen kan ikke flytte noget, når folk stadig forholder sig følelsesmæssigt til emnet og kommunikationen primært er indholdsmæssig. Politikerne må erkende, at danskerne er nogle børnehavebørn, der ikke vil forholde sig indholdsmæssigt til euroen. Så må de være de voksne, der påtager sig opgaven.“
Selv Mimi Jacobsen ville nok være varsom med et så frodigt billedsprog. Hvis man accepterer tankegangen, bliver man helt betænkelig ved, at børnehavebørnene overhovedet får lov at blande sig i, hvad de voksne, altså politikerne, foretager sig. Vælgerne er ansvarsløse følelsesmennesker, som ikke kan forholde sig indholdsmæssigt til de rå realiteter. Måske ville det være bedst, hvis stemmekvæget gennemgik et kursus, før det blev sluppet løs i stemmeboksene.
Vi får se, om det er blå stue eller rød stud, der vinder slaget, for skønt man nok forstår, hvor Claus Buhl vil hen, så rammer hans karakteristik af pøblen jo både tilhængere og modstandere af den fælles mønt.
Uanset udfaldet ser vi frem til en kort periode, hvor vi kan hvile ørene. Det voldsomme propaganda-bombardement med løfter og trusler er ikke information, men irritation. Selv om man bagefter kan banke hinanden med gamle avisudklip, er det alligevel nærmest risikofrit at udslynge de mest uhyrlige fremtidsvisioner. Forudsætningerne ændrer sig hele tiden, og hidtil er ingen politiker blevet dømt for vælgerbedrag..
Udfra rent humanitære grunde kunne man nok også ønske, at statsministeren blev sendt på efterårsferie. Han må trænge til det, hvad enten han vinder eller taber, og befolkningen har i særdeleshed behov for at kort pause uden at skulle tage stilling til “dagens Nyrup“. Men så let slipper vi ikke, allerede tirsdag den 3. oktober åbner Folketinget, og hvis Nyrup skulle finde på at udskrive valg, skal vi gennem en ny runde pral, påstande og plat.
Kløften mellem folket (børnehaven) og politikerne (voksenhaven) er ikke blevet mindre i det halve år, hvor oliepriserne er steget og eurovalutaen dalet. Undskyld, det er ikke euroen, der er devalueret med 27%, det er bare den amerikanske dollar, der er så forbandet stærk. Dem fra voksenhaven har gjort deres bedste for at forklare os, at det er en klar fordel med en billig euro, for så eksporterer vi mere. Desværre skal vi også importere visse varer, fx olie. Men det er de grådige arabere, som prøver at presse citronen. I denne sammenhæng spiller der ingen rolle, at staten via afgiften mere end fordobler prisen på benzin og olie. Faktisk er det godt for miljøet, at brændstof er dyrt, forklarer den mest voksne af dem alle sammen, fhv. skolegårdsinspektør Marianne Jelved.
Også luftarter som kuldioxid, lattergas og freon beskattes, og et arbejdsudvalg i skatteopkrævningsministeriet pønser på at finde andre slags luftskatter. Endnu er man ikke nået til ilt, men det kan komme. I mellemtiden kunne man overveje at beskatte øregas af den type, der er så udbredt i voksenhaven. Man må kunne måle sig frem til omfanget af udslip og sende debattørerne et girokort en gang om måneden. Hvis man havde været lidt hurtig, ville man i perioden siden sommerferiens afslutning kunne have hentet over 1.000.000.000 kr. i øregasafgift til gavn for det mentale miljø.
Problemet er blot, at politikerne ville betale denne afgift med midler, de i forvejen har tilgramset sig fra skatteyderne. På den måde ville man blot flytte pengene fra den ene statskonto til den anden, og dermed ville man være lige vidt.
Lige nu kan vi stirre ud over en slagmark med flere døde og kvæstede end normalt. Bagefter kan vi filosofere over kløften mellem propaganda og oplysning, debat og demagogi. Det er ikke noget kønt syn, som boksekommentatorer plejer at sige.