Godt 2000 mennesker lagde vejen forbi årets NextM-konference og MarTech-konferencen, der er udviklet af GroupM, har netop føjet land nummer 12, 13 og 14 til kalenderen.
Det oplyser bureaugruppen.
NextM blev lanceret i København i 2015, og formen har reelt ikke ændret sig – hverken fra år til år, eller sted til sted:
Her er alskens bud på, hvad morgendagen bringer inden for marketing og teknologi. Fra de håndgribelige demonstrationer i tech garden over de konkrete punktnedslag på Breakout-scenerne til det ofte høje abstraktionsniveau på hovedscenen.
Til gengæld har størrelsen har ændret sig, oplyser GroupM, der meddeler, at NextM i København blevet fire gange så stor i løbet af de fem gange, konference er blevet afholdt.
Således var der i TAP1 lige godt 2000 deltagere over de to dage, mens antallet af Breakout-scener er vokset til fem.
Mikkel Hagedorn, Head of Innovation i GroupM, kalder i en meddelelse, NextM ”en ølkasse, man kan stille sig op på og fortælle om, hvad fremtiden byder – både det gode og det dårlige.”
– Vi giver muligheden til såvel rygklapperne som kritikkerne, og GroupM slipper sjældent gennem et NextM uden en verbal blodtud eller to. Og det giver os stof til eftertanke. Sådan er det at arbejde i en branche i transformation – vi elsker det faktisk – og vi er klar til mange flere dage i ringen med kollegaer, medier og annoncører. Hvad enten det er i København, Kina eller Mexico.
GroupM oplyser, at det eksterne salg af billetter har sat rekord år for år – ikke kun til marketingansvarlige og medierepræsentanter, men også til bureauer uden for gruppen.
Ketaki Schrøder, Head of Marketing i GroupM, mener, at ”nye løsninger kræver et tættere samarbejde mellem annoncører, bureauer og partnere, og det sker ikke af sig selv.”
– Det kræver, at vi mødes og sammen bliver inspireret og derved får et fælles ståsted og en fælles vision, siger hun i meddelelsen.
FAKTA:
NextM-konferencen kan opleves i disse lande (premiere-år i parentes):
- Danmark (2015)
- Sverige (2016)
- Østrig (2017)
- Finland (2017)
- Tyskland (2017)
- Kina (2018)
- Mexico (2018)
- Holland (2018)
- Rusland (2018)
- Polen (2019)
- Norge (2019)
- Italien (2020)
- Ungarn (2020)
- Forenede Arabiske Emirater (2020)
Missede man enten hele eller dele af årets NextM i København, så kan videoerne med alle hovedtalerne ses her.