2005 blev et meget stærkt år for Bates/Red Cell. Der var fremgang på både toppen og bunden. Bruttoavancen steg med ca. 4 mio. kr. til 50,366 mio, hvilket er fornuftigt – men ikke prangende. Det er til gengæld resultatet på bunden. Resultat før skat steg fra 3,665 mio. til 9,577 mio. kr. En fremgang på 160 pct. og en overskudsgrad på næsten 20 pct.
Forklaringen funder man et andet sted i regnskabet. Fremgangen i bruttoavance er sket med i gennemsnit 6 folk færre – nemlig i alt 40 medarbejdere. De fik en højere gennemsnitsløn, men den samlede lønsum faldt med knap 1,5 mio. kr.
Adm. dir. Jacob Hastedt er ikke i tvivl om, at satsningen på de dyrere senior-folk har virket.
– Det er det, markedet efterspørger. Vi laver mere forretnings- og produkt-udvikling, vi kommer længere ud hos kunderne og kan debitere flere timer, siger Jacob Hastedt.
Han glæder sig desuden over en stribe nye kunder i 2005. F.eks. Aller Corporate, Canal Digital, Jyllands-Posten og Ramlöse. Han tabte Tivoli, samt Danske Bank koncernen i form af BG Bank og Realkredit Danmark, men de er altså blevet rigeligt opvejet.
– Vi har vundet hver anden bureau-konkurrence, vi har deltaget i, og det synes jeg er en god hitrate, siger Jacob Hastedt.
2006 forventer han ikke bliver helt så godt som 2005. Bl.a. fordi det gik rigtig stærkt i 2. halvår, mens 1. kvartal i år har været lidt sløvt. Til gengæld er kundeindgangen fortsat. Mercedes i Sverige, Rynkeby og Singapore Airlines kan nævnes, og for kort tid siden blev det meddelt, at Bates fusionerer med Y&R. Det indebærer overtagelsen af 1-2 medarbejdere samt Colgate, Bacardi og formentlig også Danisco.
– De nye kunder får ikke fuld effekt i år, så det bliver nok et lidt mere moderat resultat, Siger Jacob Hastedt. fin