Vi har her på siden i to omgange skrevet, at 2010 bliver
et bedre år end 2009, og måske endda kommer op på
2008-niveau. Det har vi gjort ud fra tal fra DRRB’s mediaindex, der bygger på mediebureauernes indrykninger.
Men hvor Mediaindex’et viser, at annonceomsætningen første halvår 2010 var 100 millioner kroner bedre end samme periode 2009, fortæller Dansk Oplagskontrols Reklameforbrugsundersøgelse, at annonceomsætningen faktisk er faldet med to procent i årets første seks måneder.
Årsagen til, at de to undersøgelser kan nå frem til forskellige resultater, skyldes, at DRRB’s tal kun medtager de annoncekroner, der er gået igennem mediebureauerne, mens Dansk Oplagskontrols tal bygger på medierne, mediernes foreninger eller deres salgsorganisationers tal, og derfor blandt andet også har små, lokale annoncekroner med.
På positivsiden viser Dansk Oplagskontrol, at tv, radio, internet og biografer oplever en pæn fremgang. Hvor tv er gået frem med fire procent, internet tre pct., radio syv pct. og biograf hele 17 procent.
Men imidlertid kan selv ikke Dansk Oplagskontrol ændre på, at de trykte medier hiver markedet nedad. Dagbladene går ni pct. tilbage, det svarer til et fald i omsætningen fra 1.078 mio. kroner til 985 mio. kroner i første halvår af 2010.
De lokale ugeaviser går fire pct. tilbage, mens magasiner, fagblade og tidsskrifter oplever en nedgang på otte procent.
Tallene viser, at tv nu er det største annoncemarked herhjemme med en andel på 22 procent. Lokale ugeaviser har 20 pct., mens internettet og dagbladenes andel begge er på 19 procent. Der skal dog tages det forbehold, at tallene ikke inkluderer eksempelvis søgeordsannoncering.