Nu begynder kapløbet om at skubbe Trends 2011 ud i æteren. En af de første, vi formidler, er Marian Salzman, der er præsident for Euro RSCG’s PR-afdeling. Marian Salzman var en af de første, der spottede og spåede, at globaliseringen via internettet netop ikke ville få demokratiseringen som det afgørende fingeraftryk, men snarere udløse en udpræget angst for og modstand mod andre kulturer, herunder vanskeliggøre integrationen i mange vestlige lande. Ikke at vi kender noget til det i smørhullet danskere, men mon ikke vi forstår, hvor Marian Salzman vil hen?
I den skrappe ende siger Salzman, at ”2011 for alvor bliver året, hvor mænd ikke mere kan påregne, at deres køn alene vil give dem fordele i karrieren. Adgangen til ressourcer er ved at være identisk for begge køn med Island, Norge og Finland som de bedste eksempler. Mænd kan ikke længere påregne at styre budgetterne, tage sex-initiativerne, være beskytter og det primære skaffedyr samt være husholdningernes vigtigste beslutningstager.”
Salzman er også overbevist om, at sociale medier bliver en afgørende driver for virksomhedernes kommercielle kommunikation, ikke nødvendigvis i 2011, men inden for de nærmeste år. Her kommer de første skud i bøssen af hendes Trends 2011:
• Mad as Hell – and getting Madder.
Debatkulturen bliver hårdere i den vestlige verden, ikke mindst i USA. Alle er vrede på hinanden, envejskommunikationen spidser til, hvor dialogen burde råde. Den amerikanske middelklasse vil føre an, ikke mindst fordi den finansielle sektor igen begynder at tjene enorme summer. Vreden er tidsåndens farve, bl.a. fordi vrede mennesker har lettere ved at positionere sig.
• Talk to the Hands.
The Tea Party-bevægelsen handler ikke kun om at ramme Obama. Bag bevægelsen ligger en hånlig holdning over for den intellektuelle elite og et ønske om at vende tilbage til håndens arbejde. Urban farmers vil vinde frem på bekostning af convenience foods, ordet ”meningsfyldt” vil gennemsyre de nærmeste år.
• Net gain.
Alle mennesker mister troen i disse år. Med politikere, institutioner og medierne. De personaliserede netværk vinder frem. Her er nettet det helt afgørende værktøj. Jo mere niche-præget interessen er, desto ”bedre” vil de mere end 2 milliarder mennesker i cyberspace føle sig. Og nettet vil opleve en professionalisering. Fra at være spontan kommunikation, vil netbrugerne gå mod kalkuleret anvendelse af diverse sociale medier.
• Public Mycasting System.
Forlagene får konkurrence. Web-folket vil iscenesætte sig selv som aldrig tidligere. De vil bedrive bog- og filmudgivelser, der kvantitativt overgår forlagenes muligheder. The Long Tail in Action vil blive dokumenteret. Udgivelserne vil gå mod ”kort”, ”ægte”, ”modig” og ”oprigtige”, fordi vi får så lidt tid til ”skrammel”, og det vil blive in at være selektiv.
Markedsforing.dk fortsætter Marian Salzmans spåkone-odysse i morgen.