Mobilen vokser lige nu otte gange hurtigere end web gjorde i 90’erne og begyndelsen af 00’erne.

Hele 15 pct. af al global net-trafik sker via mobilen. Faktisk er mobilen den største enkelt-platform med en 20 pct. andel af al ”sening-læsning”.

– Smartphones er rygraden i forbrugernes daglige medie-interaktioner, siger Ole Nørgaard, Digital Director hos Klausen + Partners. ”Smartphones har det største antal brugerinteraktioner per dag. Den er udgangspunktet for alle aktiviteter på tværs af platforme”.

Den slags generel information er vel Old News i den forstand, at vi-ved-det-jo-godt. Og hvad så?

– Den skal have betydning for, hvordan virksomheder forholder sig til allokeringen af marketing-kroner, når 55 pct. af alle sociale medie-aktiviteter sker via mobilen eller tabletten. Mobile enheder kan ikke ignoreres, hvis man ikke vil vige pladsen for konkurrenterne.

– 91 pct. af befolkningen har mobilen inden for en meters afstand 24 timer i døgnet. Den kendsgerning skal da bruges af tænkende marketingchefer. 70 pct. af forbrugernes mobile nysgerrighed fører til online handlinger inden for en time.

– 65 pct. af al online-køb begynder med en mobil søgning. 40 pct. af mobile shoppere konsulterer tre eller flere kanaler, inden de træffer en købsbeslutning. Er du ikke inde i loopet allerede her, kobler du dig ud af købsbeslutningen.

Med fare for at gøre dig træt… Og hvad så?

– Marketing bør adoptere et nyt mindset. Lige som vi for 3-5 år siden påstod, at vi skal være digitale i mindsettet, skal vi i dag tænke mobile ind fra bunden af marketing-strategierne. Det er faktisk en ny kultur, vi anbefaler, når vi siger, at kunde-involveringen begynder og ofte slutter med mobile enheder.

Vær lidt konkret?

– Mobil markedsføring indledes af kunden, ikke virksomheden. Mobile kampagner giver mulighed for permissions og dermed opbygning af kundeloyalitet. Du er altid i nærheden af din kunde, når du indleder marketing fra mobilen. Det kan da ikke være mere konkret.

Hvordan ser det egentlig ud med e-mails via mobilen?

– Vi sidder i øjeblikket og arbejder med netop denne specielle del af mobil kommunikation for flere af vores kunder. Det er en disciplin i sig selv, og som i den grad kræver fokus for at sikre sig, at virksomhederne kigger på adfærd og muligheden for øget konvertering i stedet for ”bare” at sende budskabet ud som en ”normal” e-mail.

– For når vi kigger på tallene, så er det knap 26 pct. af alle e-mails, som bliver åbnet via en mobil device, og vi kan også se, at folk i gennemsnit bruger mere tid på e-mailen, hvis den åbnes fra mobilen. Måske e-mailen er blevet det nye Mobile Moment, slutter Ole Nørgaard.