KLUMME: 2017 er ved at slutte. Og som altid bliver vi sendt på juleferie med en bred vifte af buzz words, vi skal have med i værktøjskassen i det nye år. I 2018 skal vi lære at tale ”Alexa”. Vi skal udvikle ”phygital experiences”.  Og måske skal vi også ansætte en ”marketician” i vores team.

Mulighederne bliver flere og værktøjskassen bliver større år efter år. Men det stiller også større krav til løsningerne. Hvor man tidligere kunne fixe stort set alting med en hammer og et søm, er der nu behov for et mellemstort byggemarked, når man skal finde den rigtige løsning.

Og hvis huset ikke bare skal blive højere og højere på et usikkert fundament, så bliver vi nødt til at sikre os, at vi for hvert tilvalg også nøje overvejer, om der er nogle fravalg, vi bør træffe. For hver gang vi siger ja til noget nyt, skal vi overveje, om der er noget andet, vi bliver nødt til at sige nej til.

Her er tre ting, jeg tror vil gøre mig bedre til at træffe de rigtige valg i 2018:  

1. Flere langsigtede mål

“Not everything that can be counted counts”, sagde Einstein. Men det er lige som om, vi i den lyksalige overflod af data har glemt det. For der er ikke noget, der kan få én til at miste fokus som den flygtige tilfredsstillelse ved en view-counter, der ticker opad og opad.

Men ofte er den bare det: Flygtig. Spørgsmålet er, hvilke mål, der betyder noget på længere sigt. Bare fordi man kan måle det, er det ikke sikkert, det bidrager i det store billede.

2. Fuldt integrerede kunderejser

De engang så vandtætte skodder mellem salg og marketing er ved at være væk. Og gennem begge lejre flyder kunderejsen. For kunderne skelner ikke mellem, om man har besluttet sig for at gøre sin Facebookside til kundeservice, salgskanal eller marketingplatform.

For dem er et kontaktpunkt et kontaktpunkt – og man skal kunne det hele uanset tid og sted. IWWIWWIWI (I Want What I Want When I Want It). Det giver en kæmpe mulighed for at skabe reelt integrerede kundeoplevelser. Men det forpligter også til, at begge sider af bordet tænker længere end salg i Q1, når der skal lægges planer.

3. Forretningsstrategi

Netop når kunderejsen (og brandet i øvrigt) er blevet centralt placeret i virksomhedernes strategi, får de marketingansvarlige et ansvar, der rækker langt ud over marketing, som vi forstod det engang.

Globale marketingledere peger i en analyse af CEB på ”Building the Marketing Function for the Future” som den absolut mest presserende udfordring i 2018.

For det er helt nye kompetencer og perspektiver, der skal til, når marketing skal være med til at transformere forretningen. Og det stiller også krav til både de rådgivningskompetencer, man tilbyder som bureau, og den tilgang man har til opgaverne.  

Another er et kreativt leadbureau, der tror på, at der er en anden måde at bygge brands i den digitale nutid. Se mere på anothercph.com