Det er for mange danskere blevet en helt naturlig ting at købe ind via computere på nettet.
Alene i andet kvartal af 2008 blev der foretaget 9.868.632 betalinger på internettet med Dankort eller et internationalt betalingskort, oplyser PBS.
I første halvår af 2008 er der i alt blevet gennemført 19.272.083 korttransaktioner på nettet. Og det er en stigning på 23 pct. i forhold til første halvår sidste år.
Og på tre år er der sket mere end en fordobling af betalinger – for hele 2005 lå tallet på 18.971.023 stk.
På Dankortet blev der i årets første halvdel i gennemsnit købt for 565 kr. pr. handel.
Samlet kom internetomsætningen for Dankort i årets første seks måneder op på knap 9,2 mia. kr.
/ritzau/