Det amerikanske moderselskab bag 24/7 har valgt at stoppe for betalingen til aktiviteterne i Europa, der nu enten må se sig om efter nye konstellationer eller lukke helt ned.
Bo Wacker, marketingdirektør i 24/7 Media Danmark, siger til Markedsføring, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning om, hvad der skal ske med de enkelte kontorer i Europa.
– Foreløbig følger vi forretningen videre efter bedste formåen, så må vi se hvad der kommer af løsning, siger Bo Wacker, der ikke har nogen kommentarer til hvorvidt, at det danske kontor vil lave et selvstændigt dansk selskab, men han understreger, at der arbejdes på forskellige løsninger både regionalt og internationalt. Der er dog en reel mulighed for at 24/7 må lukke helt. Det europæiske hovedkontor i Amsterdam arbejder i fællesskab med revisionsfirmaet BDO på højtryk for at finde på nye konstellationer.
– Vi er på et marked, hvor forventninger til annonceindtægterne har været alt for store. Der er slet ikke det marked man troede og det hænger nok sammen med afmatning i den danske økonomi. Annoncørerne har heller ikke den tro på online markedsføring som man havde regnet med. De kan ikke se mulighederne og er mere interesseret i at købe til lave priser end at afprøve de nye markedsføringsmuligheder, siger Bo Wacker. jür