Hvad er et tweet værd?
Det spørgsmål findes der givetvis mange svar på, men hos den japanske bilproducent Toyota er man i hvert fald lige nu parat til at aflevere 500 dollar pr. tweet, svarende til omkring 2750 danske kroner.
Kravet er dog, at man investerer i en Toyota inden 3. januar. Det skriver mashable.com.
Kampagnen fra den ellers noget hårdtprøvede bilproducent, som i gennem det seneste års tid har måttet tilbagekalde over 12 millioner biler på verdensplan på grund af fejl, har
en særlig hjemmeside som omdrejningspunkt.
Her kan man gå ind og klikke på en knap, hvorefter man kan vælge at dele følgende
besked på Twitter:
“If I get my new Toyota during Toyotathon they’ll give me $500 just for this Tweet. http://buyatoyota.com @Toyota #shareathon.”
Og når man så har købt sin bil, kan man gå tilbage på sitet og bede om sine penge.
Målet er imidlertid at få brugere, som blot ”muligvis overvejer” at købe en Toyota, til at sprede det glade budskab fra kampagnen.
Selv siger Kimberley Gardiner, der er ansvarlig for digital markedsføring og sociale medier hos Toyota, til mashable.com, at det handler om at skabe awareness.
– Vi synes, at 500 dollar er et tilstrækkeligt stort beløb til at øge forbrugerinteressen og skabe betydeligt buzz rundt om på de sociale medier.
Hvor meget vil du, kære annoncør, betale dine kunder for at kvidre?