De danske digitale købmænd bliver dygtigere og dygtigere til at drive deres elektroniske forretninger. Det gælder både inden for rene internetforretninger og forretninger, der driver elektronisk handel enten, som btc eller btb. Forretningernes udvikling har været meget positiv det sidste år og de nye der er kommet til, er også startet på et højt niveau. Men de digitale købmænd skal fortsat være mere opmærksomme på de nye teknologiske muligheder og benytte dem i udviklingen af deres forretninger. Det er det overordnede indtryk af de næsten 200 e-handelsforretninger, der har været igennem det første nåleøje i bedømmelsen til årets e-handelspris, der uddeles den 26. februar. Resultatet er at 28 nu er indstillet til priser i de enkelte kategorier, eller til specialpriser.