Det er slut med at investere i dotcom hos 2M invest. Danmarks mest toneangivende ventureselskab ønsker mest af alt at begrave begrebet fuldstændig, og ledelsen slår fast, at man ikke længere vil investere i forretningsplaner som udelukkende baserer sig på dotcom-konceptet, skriver Børsen
I løbet af de seneste års dotcom-bølge har 2M i alt investeret lidt over 110 millioner kroner. Heraf er omkring en fjerdedel for altid skyllet ud i det store hvide dot-com toilet. Det to største fusere for 2M Invest var den svenske musikforretning Boxman og legetøjsforretningen Toycity. Her nåede ventureselskabet at spendere henholdsvis 14 og 15 millioner kroner inden begge selskaber gik konkurs. De mest markante dotcom-selskaber, der i dag lever under 2Ms vinger, er det internetbaserede rejsebureau Travis.com og Haburi.com, der sælger billigt mærketøj via nettet. I Travis har 2M investeret 17 millioner kroner, mens man indtil videre har postet 34 millioner i Haburi.