Såvidt Markedsføring erfarer bliver det FDB-ejede Reklametjenesten, radio-tv kæden 2tals nye reklamebureau. Kæden har hidtil samarbejdet med Enterprise Brandhouse. Bureauskiftet sker i forlængelse af fusionen mellem 2tal, Audio-gruppen og Radius.
Markedsføring har tidligere fået bekræftet, at der er et skifte på vej, men det er ikke lykkedes at få en officiel bekræftelse på, at det nye bureau bliver Reklametjenesten.
For Reklametjenesten vil budgettet være en betydelig gevinst – i hvert fald rent image-mæssigt. Bureauet er ejet af FDB og henter langt størstedelen af sin omsætning fra FDB, og bliver således af mange i branchen opfattet som en slags in-house bureau. Realiteten er dog, at Reklametjenesten med en bruttoavance i 2000 på ca. 160 mio. kr. repræsenterer den største ressource samlet på en addresse i den danske reklambranche. Reklametjenesten har desuden startet op i Norge, hvor det er lykkedes at hente budgetterne fra de norske kooperative kæder i skarp konkurrence med flere af Norges bedste reklamebureauer. Budgettet for 2tal vil således være endnu et argument for, at branchen skal revidere sin opfattelse af Reklametjenesten. fin