I 2003 blev der omsat for lidt over 2 mia. kr. økologiske føde- og drikkevarer i supermarkeder og varehuse, hvilket svarer til omkring 3½ pct. af den samlede omsætning af føde- og drikkevarer i disse butikker, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Mælk er den mest solgte økologiske vare. Letmælk og skummetmælk står for over 25 pct. af det økologiske salg. Herefter følger æg, ost og gulerødder. Til gengæld udgør varer som økologisk svinekød og økologiske æbler hver især under 1 pct. af det samlede salg.
Sammen med ost og æg udgør mælk lidt over halvdelen af omsætningen af økologiske produkter, og i 2003 blev der omsat for over 1 mia. kr. økologiske produkter i denne gruppe. Der blev omsat økologisk frugt og grønt for 313 mio. kr., hvilket svarer til 16 pct. af den samlede omsætning af økologiske fødevarer. I gruppen ris, brød, mel, gryn mm. blev der omsat for 232 mio. kr., hvilket svarer til 11 pct., efterfulgt af kødprodukter der med en omsætning på 116 mio. kr. udgør 6 pct. af den samlede økologiske omsætning.
Med en omsætning på 82 mio. kr. tegner økologiske gulerødder sig for over en tredjedel af omsætningen af økologiske grøntsager efterfulgt af kartofler med en omsætning på 32 mio. kr.