Når årets ”VM i reklame”, Cannes Lions 2014, løber af stablen 15.-21. juni, bliver det med tre danske bureaufolk i juryerne.

Danmark er nemlig repræsenteret i tre juryer, Film, Mobil og Media, ved årets Cannes Lions.

Katrine Jo Madsen, senior kreativ hos UncleGrey i København med en baggrund fra bl.a. den svenske skole Hyper Island og TBWA i New York, er det danske islæt i filmjuryen.

Hun har også uddelt priser tidligere, senest ved Cannes Lions europæiske lillebror, Eurobest, sidste år.

– Det er en stor ære og et kæmpeansvar at skulle være med i film-juryen i år, og jeg glæder mig utroligt til det hele, lyder det fra hende i en pressemeddelelse.

– Til at se bredden af branchens kreativitet, til diskussion, inspiration og provokation – og til at være med til at sende et signal om, hvad film-kategorien kan og skal gøre for forbrugeren fremover. Rammer det både hjertet og hjernen?, fortsætter hun.

I mobiljuryen deltager Martin Chapman, der er Head of Design & UX hos det digitale bureau Magnetix.

– Det er en chance for at påvirke udviklingen og give opmærksomhed til de løsninger, der vil noget vigtigt. Jeg håber meget at se noget, der har ambitioner på mediets vegne. Mobilen er trods alt den digitale device, der er nærmest på mennesket, siger han og fortsætter:

-Jeg vil gerne prisbelønne nogen, der forsøger at give os større og bedre oplevelser eller skaber forbindelser mellem mennesker. Noget der viser tro på, at teknologi med menneskeligt design kan gøre livet bedre – simpelthen, siger han.

Sidst, men ikke mindst, er Mads Bredal, President, Nordic Media Agencies for Dentsu Aegis, medlem af Mediajuryen.

Han vandt i øvrigt selv en guldløve i Cannes i 2004, så han ved helt sikkert, hvad der er på spil for deltagerne.

– Jeg glæder mig virkelig meget til at repræsentere Danmark på årets festival i Cannes. Det er altid inspirerende at være i epicenteret af den kreativitet, der flytter vores branche og gør en forskel for annoncørerne – og det bliver spændende at bedømme fremfor at producere og skabe selv for en stund. Jeg vil lægge speciel vægt på forretningsforståelse og cases, der har gjort en forskel for annoncøren på top- og bundlinje, siger Mads Bredal.

TV 2 er for syvende år i træk den danske repræsentant i Cannes, og igen i år samarbejder TV 2 og Creative Circle om eventen.

– TV 2s engagement i Cannes passer rigtig godt ind i den strategi, som vi præsenterede i forbindelse med annonceringen af vores priser og betingelser for 2014. Strategien handler om, at TV 2 med en række initiativer sætter fokus på kreativitetens betydning for kampagnernes effektivitet. Vi vil bl.a. med vores kommende vidensbank dokumentere, at kreativiteten gør en forskel og øger effekten af tv-investeringen, forklarer Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.

Igen i år inviterer TV 2 og Creative Circle til arrangementet “Crack the case” i løbet af foråret.

Også i år lanceres en Facebook-gruppe for de danske deltagere, hvor de kan finde nyheder, baggrund og inspiration.

Deadline for indsendelse af kampagner til Cannes Lions 2014 er i øvrigt 28. marts. Læs mere her.