I en teknisk strid om, hvorvidt det mobile LTE-netværk må kaldes 4G eller ej, står selskabet 3 på nej-siden, mens konkurrenterne TDC og Telia er ja-sigere.
Nu kunne man mistænke 3 for at kæmpe mod 4G-navnet på grund af teleselskabets eget navn, der passer så fint sammen med 3G. Men sådan forholder det sig ikke, siger 3’s kommunikationschef, Knud Løkke Rasmussen.
– Den køber jeg ikke. Vi har heddet 3 i mange år, og det bliver vi ved med. Og nej, vi har ikke planer om at ændre navn til 4. Sagen drejer sig om, at LTE ikke er 4G, siger han.
Det er eksempelvis Forbrugerombudsmanden i Norge enig i. Her er det modsat Danmark ikke tilladt at kalde LTE for 4G. Den danske Forbrugerombudsmand er pt. i gang med at se på sagen i herhjemme efter en klage fra teleanalytiker John Strand.
3’s kommunikationschef tilføjer:
– Alle imageanalyser viser, at telebranchen ikke har et særlig godt ry. Så for os handler det om, at vi ikke vil være meget til at sælge noget, som ikke er det, man siger, det er. Det nytter ikke noget at klynke over et dårligt ry, når man gentagende gange lover mere, end man kan holde, siger Knud Løkke Rasmussen.
Vil det sige, at I aldrig vil kalde LTE for 4G?
– Hvis Forbrugerombudsmanden mener, det er på forbrugernes side at fejlbedømme teknologi, så vil vi formentlig også gøre det. Hvorfor skulle vi ikke det?
Så kalder I jo noget ved et forkert navn?
– Hør her. En meget, meget vigtig detalje er, at vi vælger som udgangspunkt at kigge på vores nordiske naboer. Og oppe i Norge har Forbrugerombudsmanden sagt, at LTE ikke må kaldes 4G. Jeg synes faktisk, vi skal have ros og ikke tæv for at gøre det rigtige. Vi skal ikke ud og oversælge noget. Vi behøver ikke snyde på vægten. Men det er klart, hvis vores Forbrugerombudsmand skulle mene, det er fint, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke også skal have lov til at kalde det 4G, siger Knud Løkke Rasmussen.
Telia annoncerede i sidste uge, at de nu tilbød 4G (altså LTE) til kunderne. Det er ifølge 3 – og mange andre – først LTE-advanced, der må kaldes 4G.