Hr. og fru Danmark ligger inde med omkring 36 let tilgængelige milliarder på deres helt almindelige bankkonti. I det øjeblik, shoppelysten vender tilbage, kan det beløb løfte privatforbruget med over fire procent og skabe omkring 40.000 nye arbejdspladser, vurderer økonomerne i Danske Bank. Det er nye tal fra Nationalbanken, der i går afslørede en historisk høj vækst i danskernes banktilgodehavender i løbet af krise-året 2009, så de nu samlet set ligger på omkring 750 milliarder eller godt 400, hvis man renser for pensionspuljer og andre bindinger på husholdningernes indskud.
– Der er ingen tvivl om, at der her ligger et stort uforløst potentiale og venter på, at danskerne igen føler sig trygge nok til igen at forbruge i overensstemmelse med, hvad deres økonomi tillader, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.
Ifølge Danske Banks tal steg danskernes opsparing af frie midler i løbet af krisens første år med samlet 44 milliarder kroner. De 36 milliarder er fremkommet ved at fratrække den ekstra kontante opsparing, som danskerne skød ind på deres bankkonti i kølvandet på den sidste krise i danske økonomi efter 11. september 2001, oplyser Steen Bocian.
Børsen side 18.