Den overvældende succes med Avatar, hvor 80 procent af billetterne blev solgt til 3D-forestillinger, har betydet, at flere og flere spillefilm bliver produceret i 3D. Det betyder, at teknologien i biografsalene følger med, og nu kan så også reklamerne ses i flere dimensioner.
Salgs- og marketingchef Birgitte Bjerg Lorenzen, Dansk Reklame Film, siger om biografen som 3D markedsføringsunivers:
– Reklamebudskaber vist i biografmediet har generelt en højere gennemslagskraft end budskaber i mange andre reklamemedier. Det hænger blandt andet sammen med, at eksponeringssituationen er unik – paraderne er nede, opmærksomheden er rettet mod det store lærred, og så deler man oplevelsen med andre. Med 3D-reklamer bliver oplevelsen endnu mere intens, og det giver annoncørerne nye muligheder for at involvere og lege med publikum.
Pt. kan der vises 3D-reklamer i 16 danske biografsale, men det er planlagt, at der installeres 3D-udstyr i endnu en række biografer i år.
– Det er oplagt at kombinere 3D-biografreklamer med traditionel biografreklame, da 3D alene ikke kan skabe en stor volumen. Men en gennemført 3D-kampagne kan tilføre brandet en cool factor og skabe omtale. Vi er klar, så nu er det op til annoncørerne at udnytte de nye kreative muligheder i biografmediet, siger Birgitte Bjerg Lorenzen.
Indtil videre har der kørt Samsung-reklamer i 3D-blokken, men ifølge Birgitte Bjerg Lorenzen er der flere forespørgsler fra annoncører i øjeblikket.
– Men det er lige nu selskaber som netop Samsung, Sony og enkelte mobilselskaber, der ikke overraskende er de første til at komme på banen, siger hun.
Cool nok, men…
Hos Dansk Annoncørforening hilser man de nye muligheder velkomne, men mener dog også, at de giver anledning til at tænke sig om:
– Som udgangspunkt er jeg positivt indstillet, hver gang annoncørerne får nye muligheder for at kommunikere med kunderne. 3D-reklamefilm i biograferne kunne sagtens give nye muligheder. Det kunne være en læskedrik-reklame eller en øl-reklame, hvor biografgængerne fik fornemmelsen af, at der blev rakt et produkt hen imod dem. Det kunne godt give en anden og bedre oplevelse, siger Otto B. Christiansen, der er direktør i Dansk Annoncørforening.
Det lyder som om du har en ”men” på vej?
– Ja, for der en masse åbne spørgsmål her. Dels er der det tekniske. En 3D-reklamefilm skal være 3D-relevant. For eksempel ved at biografgæsterne føler, at man rækker noget hen til dem. Men den film vil ikke være relevant på samme måde i en almindelig biograf- eller tv-reklame. Og så skal annoncøren have gang i to forskellige film, hvilket kan ende med at blive både dyrt og besværligt, siger Otto B. Christiansen.
Men du vil dog ikke aflive tanken på dine medlemmers vegne?
– Slet ikke. Men jeg glæder mig til at se dokumentationen for, at 3D-reklamerne har mere effekt end de almindelige biograf-reklamer, lyder det fra Annoncørforeningens direktør.
Dansk Reklame Film har i samarbejde med Hi-Fi Klubben produceret et introspot, der beder publikum om at tage deres 3D briller på.
Introspottet kan ses
her.