Så ser nedturen ud til også at ramme tv-markedet. I de første 9 måneder af i år er det først og fremmest dagbladene, der har fået tæsk, men nu lyder flere vurderinger, at 4. kvartal tegner dårligt.
– For en måned siden ville jeg have skudt på, at tv lå til en lille fremgang på 2-3 pct. for hele året. Nu tror jeg mere på status quo, fordi 4. kvartal tegner skidt. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis 4. kvartal giver tv-mediet et fald på 5-10 pct. siger tv-director Michael Ostenfeldt, Initiative Universal og giver samtidig udtryk for uro over for, hvordan det kommer til at gå næste år.
Adm. dir. Claus Clausen, CIA deler holdningen.
– Vi havde faktisk en fornuftig september måned, men oktober og november ser usikker ud. Det ser ud til, at nedgangen nu rammer over en bred kam. Det er dog svært at forudsige præcist, fordi mange annoncører nu opererer med en meget kort planlægnings-horisont. Der kommer noget fra dem, men de føler sig frem, og derfor ved vi mindre om, hvordan oktober kommer til at gå, end vi normalt ville vide, siger Claus Clausen.
De negative toner er også nået ud til adm. dir. Jesper Sehested Lund hos TvDanmark.
– De første 9 måneder har vi nået vores mål og vi ligger derfor til en vækst på omkring 50 pct. Og det er meget godt, når man tager i betragtning af, at markedet ikke er vokset på samme måde. Men 4. kvartal ser ud til at blive anderledes. Jeg tror, at alle får svært ved at nå deres mål. Nedgangen har ikke materialiseret sig endnu, men der er nogle lamper, der er tændt, så det mest sandsynlige er, at vi ikke kan vækste i det tempo, vi havde regnet med. Markedet ser ud til at gå ned i et lavere gear, siger Jesper Sehested Lund.
Adm. dir. Hermann Haraldsson fra OMD er ene om at fastholde delvist positive toner.
– Vores første 9 måneder har været bedre end sidste år. Der ser dog ud til at være en mindre opbremsning i 4. kvartal. Men jeg tror ikke, det bliver så dramatisk, siger Hermann Haraldsson og tilføjer, at hvis tv-markedet virkelig dykker, så bliver det en katastrofe for dagbladene.
– Der er ingen tvivl om, at tv kommer bedst ud af en recession, siger Hermann Haraldsson.
fin