Det er omskiftelige tider i bureaubranchen i Århus.
Lukningen af Scanad, kampen om Føtex-budgettet mellem envision og AdPeople, der faldt ud til envisions fordel, og Recommendeds strandhugst hos Uncle, er bare de seneste udviklinger på et ikke ubetydeligt marked, hvor Recommended og envision dominerer med Uncle som den frække og prisvindende kreative fætter.
Nu er det omsider fastslået, at Scanad-direktøren Jesper Søderberg har foden inden for hos Uncle med titel som kontaktdirektør.
Han har taget tre af de bedste kreative folk med sig fra Scanad, bl.a. Kim Michael, der får titel af kreativ direktør, så det kreative senior-team hos Uncle nu er Jesper Hansen og Kim Michael. Hverken Jesper Søderberg eller Kim Michael er dog en del af Uncles direktion.
Som en ekstra appelsin i Uncles turban, tager Jesper Søderberg & Co. én god kunde med, Skoringen, plus lidt småtterier, men “småtterierne” er ikke til at låne på i banken.
Men der er trods alt brug for flere hænder hos Uncle, der efter et lidt hårdt år igen vokser med tilgangen af nye kunder ‒ blandt andre JBS, Futura og Aarhus Teater.
Tidligere i år mistede Uncle nemlig Mogens Kristensen, adm. direktør, og den kreative direktør Michael Paterson til Recommended. Og nu har storebror igen hugget nogle folk fra Lars Samuelsen, der sidder tilbage som eneste adm. direktør i Uncle. Men den byrde løfter han uden problemer.
‒ Så ud over, at vi byder Jesper, Kim Michael og de andre hjerteligt velkomne i butikken, har vi også ansat to andre meget, meget dygtige folk. Vi er ganske enkelt tvungne til at finde de bedste hænder til kunderne, nu hvor det igen går fremad, siger Lars Samuelsen.
Steffen Juul er hentet hos NoZebra, og han ”er en af de allerdygtigste digitale folk i Danmark.”
Hans titel bliver digital account director på Uncle, hvilket betyder, at han får ansvaret for bureauets digitale strategi.
Desuden er Rune Dueholm headhuntet hos Minuskel som art director, og ”Rune er også en særdeles kreativ kraft,” så alt i alt er Lars Samuelsen godt tilfreds med tumulten i Aarhus, når stole-legen flyttede folkene rundt i bureau-karussellen.