En bankunion er udset til at styrke banksektoren i Europa og forhindre, at lande skal træde til med en skattefinansieret redningspakke, hver gang en bank er ved at gå ned.
Men hvis krisen er dyb nok, forhindrer bankunionen ikke, at skattekroner igen skal bringes i spil, når kriseramte banker skal reddes.
Det vurderer økonomer over for Information.
Jesper Rangvid, der er professor i finansiering ved Copenhagen Business School, siger, at den afviklingsfond, der oprettes som en del af bankunionen, er utilstrækkelig, hvis krisen bliver lige så dyb som for eksempel finanskrisen:
– Sandsynligvis er den pose penge, der er afsat, for lille til at sikre, at staterne ikke igen kan komme i en situation, hvor de skal betale, hvis der kommer en voldsom krise som i 2008-09 siger Jesper Rangvid.
Information