Shortlisterne til dette års Arnold er klar og rummer 44 film. 35 af de filmene er udvalgt af en særlig Arnold-jury. De sidste ni film til Publikumsprisen er som navnet antyder udvalgt af biografpublikum.
Fire af filmene er nomineret til hver 3 priser. Det drejer sig om Fakta filmen ”Voodoo”, filmen ”Bonderøve” for Parken Sport & Entertainment, filmen ”Studenten” for Læger Uden Grænser og endelig filmen ”Action” for Vejle Amts kampagne mod fyrværkeri.
Ifølge juryformand Hanne Schmidt rummer shortlisterne en del ægte nyheder, der udmærker sig ved ikke blot at være nye, men også indeholder kreativ kvalitet.
– Vi har i juryen haft en god og sund diskussion efter den hemmelige afstemning, om de forskellige films placering. Der er i år virkelig stor spredning på feltet fra de indsendte til shortlisterne. Og der vil også være en klar afstand mellem shortlisterne og vinderne. Jeg var bekymret ved første gennemsening, men fandt snart ud af, at der var ca. 15 procent fantastisk gode film, som der bør være i en konkurrence af denne type, forklarer Hanne Schmidt i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver, at der er stor forskel genremæssigt med både narrative og episke historier.
– Så vi har set både dansk folkekomedie, følsomme fortællinger og noget meget ”underligt”. Og det er jeg glad for. Tidligere har der været en tendens til, at alle reklamefilmene gik i samme retning. I dag afspejler de mere markedets annoncører og produkter og går derved i flere retninger. Det er bestemt dejligt, siger Hanne Schmidt.
Vinderne af dette års Arnold offentliggøres først den 31. oktober ved prisuddelingen i Imperial.
jür