De er vist gået helt agurk i pej gruppen. Mens andre græder, hyler og piber, inviterer de tænksomme trend-folk fra Herning til en kæmpe-konference med titlen ”5 års forbrugsboom forude – hvem vinder kampen om milliarderne”.

– Dansk detailhandel står i en af de største omvæltninger nogensinde. Krisen er ved at være slut, vi er færdige med at snakke lean, optimering, fyringer, begrænsninger af kollektioner og lukning af butikker, siger Louise Byg Kongsholm, adm. direktør i pej gruppen.

– Nu skal vi ud over stepperne igen. Det udskillelsesløb, der kommer nu, bliver temmelig nådesløst. Enten er man med, eller også er man ikke. Og for at være med kræver det, at man har en masse ny viden og en masse kompetencer.

Pej gruppens retail-seminarer er årlige tilbagevendende begivenheder, men denne gang  gennemføres to sessioner, både i København og i Herning. For fire år siden var pej gruppen stort set alene på markedet med konferencen, men i dag vælter det op af undergrunden med konsulenter, der alle vil være noget for detail, og i øvrigt også for alle andre brancher.

Men Louise Byg Kongsholm ryster ikke på hånden.

– Vi skal lægge baren højt og levere det lækreste og flotteste program, siger hun.

Podiet er stærkt besat. Den internationale ekspert James Mullan fra videns- og inspirationshuset GDR giver sit bud på, hvordan næste generation af butikker ser ud, og han præsenterer nye retail-koncepter fra hele verden.

Det er der behov for. Dansk detail er noget af det mest konservative og mindst eksperimenterende i markedet blandt forbrugere, der flintrer rundt med devices og tigger om at blive serviceret 1:1.

Og andre som fx Peter Bur Andersen fra briq og rådgiveren Henrik Libak giver deres bud på dansk detailhandel anno 2015 set indefra og udefra. Det sidste perspektiv er i den grad påkrævet.

Elgigatens topchef Peder Stedal giver sit syn på de forretningsmæssige konsekvenser af den ændrede forbrugeradfærd, mens DK Companys ejer Jens Poulsen sætter ord på opkøbs- og omstillingsprocessen og fortæller om de visioner, der driver virksomheden fremad i et presset marked. Det sker under temaoverskriften ”Omstillingsparathed og kompetenceudvikling”.

De 12 oplægsholdere vil levere masser af inspiration. Læs mere her.