Enhver, som har gået i skole kender til 13-skalaen. Og så ved man, at et 5-tal ikke er noget man skal prale med … frit oversat er det lig med dumpet. Og det er netop hvad DM-dagens jury har tildelt sig selv … 5! I mine øjne er de altså dumpet noget så gevaldigt. Og det er egentlig synd, når nu Post Danmark gør sig så umage for at lave en god og inspirerende dag for alle, der lever og ånder for direct marketing.
Men tilbage til juryens 5-tal! Fem er netop det antal priser som juryen har uddelt til sig selv … og det er jo egentlig meget godt gået, hvis altså ikke det lige var fordi juryen selv lægger kimen til diverse mistanker om sammenspisthed og interne favoriseringer.
Den første snert af bitterhed meldte sig om eftermiddagen, da et jurymedlem blev kaldt på scenen for selv at modtage en pris … for en kampagne hun selv havde været med til at udvikle og efterfølgende bedømme. At kampagnen så kun fik 3. flest point havde altså ingen betyd ning – pointene som dommerne uddeler er jo kun ”vejledende”. Jeg synes det er usmageligt og helt uacceptabelt overfor de øvrige kampagner, der var indsendt i kategorien. Men lad os lige dvæle ved kategorien. I flg. forlydender siges det, at den kampagne som fik flest point i kategorien var udviklet af Sepia Proximity, men da det bureau så ville få endnu flere priser, syntes juryen at kategoriprisen skulle gå til en anden kampagne. Så skulle man så tro, at det var Tribal DDB som skulle have prisen for deres Ekstra Blads kampagne – men nej! Der sad jo lige en dommer fra Sonofon – og hendes kampagne havde fået 3. flest point … og den vandt! (Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg ikke havde nogle kampagner nomineret og at jeg ikke arbejder på nogle af bureauerne nævnt i denne kategori).
Denne lille historie rejser en del spørgsmål – som desværre kun juryen kan give svaret på. Hvorfor var det ikke Sepia Proximity der vandt prisen i kategorien kundeloyalitet, hvis det var den kampagne der fik flest point? Hvor for forbigik juryen Tribal DDBs kampagne, når den fik næstflest point? Og hvordan kan man glæde sig over, at modtage en pris, man selv har været med til at uddele?

Et imponerende højt niveau … men ingen rigtig gode tekstforfattere!

Skåret over en bred kam, var juryen enig om, at niveauet var imponerende højt, hvilket fik et jurymedlem til at udtale ”Tendensen er tydelig: Der er flere bureauer med. En kedelig ting, når man lever af at være specialist, at de traditionelle bureauer tilsyneladende også kan” – måske man som deltager skal lægge mere i den sidste udtalelse end som så? Det kunne jo tænkes, at denne irritation over at sidde på et specialist-bureau og se, at andre også kan, påvirker jurymedlemmets bedømmelse af de indsendte kampagner. Så det kan godt være, at juryen er glad for, at det ikke kun er Tordenskjolds soldater, der sender kampagner ind – men hvad betyder det, når det kun er de samme bureauer, der vinder år efter år?
Niveauet var højt, men der var ingen skribenter, der blev fundet væ rdige til at modtage prisen som årets tekstforfatter. Modsiger det ikke lidt sig selv? Måske juryen slet ikke har overvejet, at tekstforfatterne netop har valgt at skrive som de har, for at skabe maksimale resultater i kampagnerne. For der er jo ingen garanti for, at en tekst, som er værdig til en pris som årets tekstforfatter også giver de bedste resultater?

DM-dagens fornyelse

Posten havde i år valgt at give DM-dagen en ansigtsløftning og en (næsten) gennemgribende forandring. Gadegøgl, artisteri og ægte italiensk markedsstemning florerede i lagerhal 10 i Hellerup. Og stod arrangementet til en selvstændig karakter, ville jeg ikke tøve med 13-tallet. Men i lyset af mine kraftige mistanker om juryens inhabilitet, kan det kun blive til et 5-tal!
Nigel Barlow talte om fornyelse og pligten til at se på markedsføringen med nye øjne. Måske juryen skulle tage Nigels medicin og se på, om ikke den trænger til udskiftning – for at værne om Post Danmarks ry og rygte, og for igen at opbygge tilliden til DM-pris en.
Måske er jeg naiv, men jeg troede at de bedste kampagner i hver kategori skulle vinde. Men jeg tog åbenbart fejl! Som jeg ser det, handler DM-prisen mere om at hædre og promovere juryens bureauer og virksomheder, end det handler om at prise de bedste kampagner. Hvis Post Danmark til næste år igen vælger at lave DM-dagen som en italiensk markedsplads, ved jeg godt, hvad jeg vil gøre for at vinde prisen som den mest italienske deltager: Jeg vil være mafia … nej, så hellere Lazio-holigan, for så er det jo nærmest lovligt at kaste stolesæder, tomater og romerlys efter dårlige dommere!