NBA, Facebook, Microsoft, Levi’s og Liverpool var blot nogle af de brands og platforme, der deltog på dette års Leaders-konference i London.

Leaders er et barn af James Worrall, der siden 2008 har etableret flere konferencer og processer for at professionalisere viden og distribution af viden om excellence inden for sport.

Leaders sigter både på business siden og selve udøvelsen af sport, og vi har bedt en af landets førende rådgivere inden for branchen, SponsorPeople, stille skarpt på trends og cases fra konferencen.

– Leaders konferencen er noget særligt, fordi både speakere og deltagere er øverst ansvarlige inden for sponsormarketing. Derudover er både brands og platforme repræsenterede, hvilket gør, at indholdet er nuanceret og netværksmæssigt på et utroligt højt niveau. Det gør, at man altid kan tage inspiration med hjem, siger Thomas Badura, CEO i SponsorPeople.

Han identificerer fem trends i sponsormarketingbranchen, hvor blandt andet udnyttelsen af de digitale platforme og teknologiske fremskridt er omdrejningspunktet. Det er en udvikling, der giver mulighed for at øge engagementet og skabe merværdi for seere, publikum og kommercielle partnere.

1. Live oplevelsen
I en digital verden, hvor alt er tilgængeligt lige meget hvor, hvornår og hvordan du vil have dine oplevelser, er liveoplevelsen den mest værdifulde måde at opbygge fanrelationer på.

– Det er typisk sport, musik eller underholdning, der giver os de minder, vi værdsætter allermest, og hvor partnere og brands får en lille plads i vores hjerter, fordi de gjorde det til en særlig begivenhed, mener Thomas Badura.

2. Tilstedeværelse
Fans i sportsverden befinder sig nu i endnu højere grad uden for stadion. De befinder sig i alle lande og på alle platforme. Second screens er blevet uundgåeligt, og det stiller krav til både sportsklubber og sponsorer.

– Udviklingen gør, at partnerskaber skal ses i et nyt lys, og at sponsorer skal udvide deres tanker omkring marketing og consumer engagement, lyder det fra Badura.

3. Brug data
Hver gang fans logger på netværket på stadion eller downloader sportsklubbens app er der mulighed for at indsamle brugbar data. Informationerne kan være guld værd i kampen om at engagere fans og tiltrække de rigtige sponsorer. Samtidig giver det mulighed for nøje segmentering og en form for bulls eye targeting.

– Matthew Baxter, Chief Media Officer i Liverpool FC, pegede på, hvordan den indsamlede data hos Liverpool-fansene blandt andet bruges til at forbedre fan oplevelsen ved at tilbyde segmenterede tilbud før, under og efter kampen, samt gøre det muligt at bestille mad direkte fra sit sæde på stadion.

4. I kamp om tiden 

På verdensplan er der godt 2,6 milliarder smartphone forbrugere. I gennemsnit bruger de dagligt 162 minutter på telefonen. 138 af den tid lægger forbrugeren i apps, hvoraf 116 er dem, der allerede er på telefonen, når man køber den.

– Det vil i så fald give brands 22 minutter til at fange forbrugeren, og der er derfor stor kamp om deres tid, fortsætter Badura.

– Electronic Arts, der står bag regnestykket, er gået ind i kampen om tiden. FIFA16 interagerer dagligt med 3,5 millioner spillere og genererer 4,7 omtaler og delinger i sekundet.

– For Andrew Wilson, der er CEO i Electronic Arts, er løsningen klar. Det handler om at opbygge forhold – først og fremmest fansene imellem – dernæst til en begivenhed og til sidst til brandet, mener SponsorPeoplechefen.

5. Udnyt tempoet
Det kræver tempo, når brands og rettighedsejere skal fastholde sine fans, der hver dag blive mødt af utallige eksponeringer.

– Det kræver en tilpasningsevne, der for nogle, kan opleves krævende. For Jeremy Dale, Microsoft’s CVP, skal den øgede hastighed i den digitale verden ses som en økonomisk fordel for både rettighedsejere og sponsorer, som nu har mulighed for at navigere og tilrette kommunikationen lynhurtigt, slutter Thomas Badura.

I løbet af de kommende dage vil Markedsføring lade SponsorPeople dele ud af flere trends og cases fra Leaders-konferencen i London.