Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har taget et usædvanligt initiativ. Det handler grundlæggende om at lytte, og for nogen vil det at en politiker og minister lytter, i sig selv være usædvanligt. Det mest usædvanlige er dog, at han har taget moderne dialog og markedsførings-teknikker i anvendelse for at få input til fremtidige politiske initiativer. På den måde har han henvendt sig til samtlige danske virksomheder med mere end 5 ansatte (80.000 virksomheder), og det har ført til etableringen af et internet-panel bestående af 5600 virksomheder, der har indvilliget i at deltage i et dialog- og analyse-projekt over det næste år.
Emnet er virksomhedernes sociale ansvar, og ministeriet har kastet knap 2 mio. kr. i projektet, som styres af p resse- og kommunikations-chef Charlotte Jepsen i samarbejde med Brinkmann & Partners.
Projektet blev skudt i gang midt i september, hvor de 80.000 virksomheder modtog et brev med en opfordring til at gå ind på en hjemmeside og besvare en række spørgsmål. 10.000 svarede og 5600 indvilligede i at medvirke i et panel og modtage flere mails.
– Vi regner med at kommunikere med dem 3-4 gange i løbet af det kommende år, siger Charlotte Jepsen og fortsætter:
– Politik bygger på en kombination af holdninger og faktuel viden. Beskæftigelsesministerens ideologiske univers bygger på frivillighed, mangfoldighed og metodefrihed. Men inden for den ramme vil han godt have viden, som han kan bygge politiske initiativer på. Hvilke holdninger har virksomhederne til socialt ansvar, hvorfor og hvordan gør de, hvad de gør – eller hvorfor gør de ikke noget.
Niels Brinkmann tilføjer: – Det er i høj grad en lytteøvelse for ministeren. Vi er allerede langt på området i Danmark, men der er brug for mere viden, hvis vi skal evne at komme videre. Men samtidig kan et projekt som dette også tjene til mobilisering – en form for viral markedsføring, hvor der skabes et ambassadør-korps hvorfra ringene kan sprede sig i vandet.
I den første runde har der da også været mulighed for at udtrykke konkrete ønsker, og 41 pct. af de 5500 virksomheder har bedt om at blive kontaktet af deres kommune, mens 20 pct. har ønsket at blive kontaktet af Arbejdsformidlingen. Hertil kommer det såkaldte Nationale Netværk, hvor 7-800 danske virksomheder beskæftiger sig med socialt ansvar. 1400 virksomheder har ønsket kontakt hertil.
– Hvilket jo peger mod en fordobling af det Nationale Netværk, siger Charlotte Jepsen.
Men hvad sker der så med holdningerne, hvis ikke kommunerne og arbejdsformidlingerne følger op?
– Vi følger selvfølgelig op på, om virksomhederne har fået en kontakt. Men jeg tror ikke, man behøver bekymre sig. Dem, der skal følge op, er folk der har det som deres arbejde at søge kontakt med virksomheder. Dette er en ren lead-generering, s iger Niels Brinkmann.
Konkret har Beskæftigelsesministeriet netop sat fokus på integreringen af handicappede, hvor der mangler viden – både hos virksomheder og de handicappede selv – om de tilskudsordninger, der eksisterer i forbindelse med ansættelse af handicappede.
– I dette tilfælde kan offentlige tilskud betyde noget for, om virksomhederne er parate til at ansætte en handicappet, og så gælder det selvfølgelig om at gøre ordningerne kendte. Men vi har også konstateret, at tilskudsordninger ikke er afgørende, når det gælder socialt ansvar mere bredt. Om virksomheder vil beskæftige sig med det, beror på lederen – på hvad der sker inde i hans hoved. Her vil en offentlig tilskuds-ordning således ikke være et politisk initiativ, der vil ændre ret meget, siger Charlotte Jepsen.
Hun konstaterer samtidig, at virksomheder strækker sig langt, når det gælder ansvar for eksisterende medarbejdere.
– Her går de faktisk helt af sig selv meget længere, end lovgivningen kræver. Det er de svage grupper uden for arbejds markedet, der er udfordringen, og derfor handler initiativet grundlæggende om at skabe mere beskæftigelse for disse grupper, siger Charlotte Jepsen.

Initiativ uden fortilfælde

Hun mener selv, at der er tale om et unikt initiativ uden fortilfælde i den politiske verden, og ser klare muligheder for at bruge konceptet i andre sammenhænge – hvis ellers erfaringerne bliver gode.
– Foreløbig er projektet sat til at løbe i et års tid, og selvfølgelig vil der blive evalueret på det, siger Charlotte Jepsen og afviser en frygt for at ryge ind i noget politisk betændt, hvor der er uenighed mellem paneldeltagere og ministeren om initiativer.
– Selvfølgelig kan der være uenighed. Sådan er det politiske spil, og så må man argumentere for sine ting. Men jeg tror grundlæggende, at paneldeltagerne får en oplevelse, at de har medvirket til at gøre en forskel.