Berlingske Tidende må sige farvel til hver fjerde journalist, hvis Det Berlingske Officin gennemfører den varslede spareplan. Det siger tillidsrepræsentant Jesper Termansen, som frygter, at slankekuren vil forringe avisen markant.
– Det vil betyde stærkt forringede muligheder for at udgive et konkurrencedygtigt produkt, og jeg frygter, at ledelsen dermed sætter gang i en negativ spiral for betalingsavisen, siger Jesper Termansen.
Torsdag tiltræder den nye chefredaktør Lisbeth Knudsen, hvorefter parterne mødes for at diskutere besparelserne. Medarbejdernes mål er færrest mulige fyringer og størst mulig frivillighed, mens ledelsen går efter at nedlægge 350 stillinger i hele koncernen.
Ifølge Jesper Termansen skal Berlingske Tidende spare 57 medarbejdere væk. Sparerunden rammer både journalister og kontoransatte.
/ritzau/