Inden året er omme kan 7.000 ansatte i danske virksomheder forvente at blive fyret fra deres job, skriver Ritzau. Tallene stammer fra en undersøgelse fra Dansk Industri, der blev omtalt i TV 2-nyhederne i går.
Dansk Industri peger på den internationale krise som årsag til problemet:
– Det betyder jo, at virksomheder ikke afsætter det, de havde forventet. Hverken på eksportmarkederne eller i Danmark. Og det medfører at beskæftigelsen falder, siger Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri, til TV 2-nyhederne.
De danske virksomheder har ikke set så sort på fremtiden siden starten af 2010, hvor finanskrisen stadig var på sit højeste.
Under finanskrisen faldt beskæftigelsen i den private sektor med 175.000 personer.
Nu frygter Dansk Industri, at de 7.000 fyringer vil sætte en ny lang nedtur i gang.
– Vi skal åbne os mere overfor udlandet. Og det betyder, at vi skal reducere skattetrykket. På både personer og virksomheder, siger Karsten Dybvad fra Dansk Industri.
Det er primært inden for byggeri, maskinindustri, transport og engroshandel, at fyringerne vil ramme. Ifølge virksomhederne, er det de ufaglærte som vil stå i forreste række, når fyresedlerne skal deles ud.