Når 7-Eleven lægger de såkaldte Facebook Offers ind på det sociale medie, kan siden have 30.000 aktive brugere på en gang. Nogle af dem siger ja til, at deres venner må få et vide, at de går i 7-Eleven, og på den måde spreder budskabet sig.

Faktisk har budskabet spredt sig så meget, at 4.000 fans på 7-Elevens danske fanside på Facebook på et år er vokset til godt 85.000, og når de aktive fans skriver på siden, spreder de budskabet om 7-Eleven videre via deres venner og venners venner.

Det betyder, at 7-Eleven på en god dag bliver nævnt på 400.000 danskeres Facebook-side. Det skriver Dansk Handelsblad.

Og tilbuddene bliver flittigt benyttet. Lige nu er kæden aktuel med et tilbud på læskedrikken Vitamin Well til 10 kroner. Det tilbud har 175.000 fans set, foreløbig har knap 4.100 benyttet sig af det, 288 har liket det, og 37 har delt det med andre.

Facebook Offers fungerer på den måde, at man som ”liker” af 7-Elevens Facebook side ugentligt modtager opdateringer om aktuelle tilbud fra kæden i sine statusopdateringer.

Har man lyst til at benytte tilbuddet, klikker man på ”Hent tilbud”, hvorpå Facebook sender en e-mail, som man kan udskrive eller vise frem på mobiltelefonen i butikken for at få det pågældende tilbud.

Det kunne fx være: ”Vis denne besked ved kassen og få to kaffe latte til én kaffes pris.”

Facebook Offers skriver sig ind i rækken af såkaldte ”social buying sites”, som de kaldes ude i den store verden.

Groupon er (foreløbig) den største set med globale briller, men herhjemme er vi i høj grad også med på vognen med sites som sweatdeal.dk, lauritzonebid.com, savemyday.dk, spotdeal.dk, ditkup.dk, tilbudibyen.dk, downtown.dk, dealhunter.dk – og mange flere.

Og ud over at formidle gode tilbud er målet blandt andet at øge de lokale annonceindtægter – ikke mindst på grund af de forskellige sites’ enorme og meget detaljerede database over brugernes profiler, interesser og præferencer.

7-Eleven i Skandinavien ejes af Reitan Servicehandel, som er en del af den norske Reitangruppen AS – en af Skandinaviens ledende aktører inden for dagligvare- og convenience-handel.

I Danmark har kæden eksisteret siden september 1993, hvor den første butik åbnede på Østerbro i København. 7-Eleven har i dag 195 butikker fordelt rundt om i landets storbyer, i provinsen, i storcentre, i lufthavnen, Shell-tankstationer og på DSB-togstationer.