At 7-Eleven er en stor spiller på convenience-markedet er næppe nogen i tvivl om. Hvor store, bliver imidlertid i løbet af efteråret noget tydeligere, idet kæden fremover kommer til at indgå i Nielsens nye Convenience Indeks.
Indekset er en sammenlægning af de to tidligere indeks Letkøb/Nærkøb og Benzinstationsindekset, som analyseinstituttet har besluttet at samle i ét indeks.
– Det har stor betydning for Nielsens markedsinformation, at kæden nu bliver en del af vores indeks, og vi glæder os til at introducere et nyt og forbedret indeks for vores kunder. Vi ser samtidigt frem til at indgå et spændende samarbejde med 7-Eleven omkring deres brug af markedsdata, siger Allan Kristensen, der er retailer services director hos Nielsen.
Også hos 7-Eleven er der stor tilfredshed med samarbejdet.
Indkøbschef Morten Vedel fra 7-Eleven venter, at samarbejdet får positiv indflydelse for kæden på to fronter – dels i forhold til egen læring.
– Vi har bevæget os fra at være en kæde, der primært har haft butikker i ”urbane” miljøer, men har gennem de senere år udvidet med flere forskellige butikstyper i hele landet. I mindre byer, på servicestationer langs vejene, på Kystbanen og på togstationer.  Samarbejdet med Nielsen kan hjælpe os med at opbygge en læring omkring de mange forskellige forbrugssituationer, det medfører, siger han.
Men samarbejdet har i meget høj grad også betydning i forhold til at synliggøre og dokumentere 7-Elevens salg over for leverandørerne.
– Det betyder, at vi nu i langt højere grad kan synliggøre og dokumentere over for leverandørerne, hvad vi sælger. Tidligere kunne en leverandør af fx chokoladebarer se tal på, hvad eksempelvis Q8 og SuperBrugsen solgte af varen, men ikke hvad vi solgte. Det kan han nu. Så jeg tror da godt, der kan være en salgs-, produkt- eller marketingchef, der får øjnene op for, hvor store vi egentlig er, siger Morten Vedel.
Siden 1993, hvor 7-Eleven åbnede sin første danske butik på Trianglen i København er det gået stærkt, og med de seneste års samarbejde med DSB Kort & Godt, Shell og YX er 7-Eleven blevet en endnu større spiller i convenience sektoren med snart 200 butikker på landsplan.
I Danmark er det Reitan Servicehandel Danmark A/S, som er licensindehaver af 7-Eleven konceptet.