Thanks Heaven for 7-Eleven – både sloganet og kæden er allerede velkendt af de danske forbrugere.
Men nu vil kæden ikke bare være kendt – den vil være kendt for at kunne levere andet end fastfood.
Og det skal nye tv-reklamer, som ruller over skærmen netop nu, hjælpe med.
– Vi ved, at danskerne ved, hvad 7-Eleven er, men nu skal de også vide, hvem vi er – de skal kende vores koncept. Med reklamefilmene vil vi vise danskerne, at vi er mere end det, de fleste forbinder vores kæde med. Nemlig fastfood og sodavand. Vi vil stadig være kendt for convenience, men budskabet om vores varesortiment af høj kvalitet og sunde take-away-løsninger vil vi også have ud til danskerne, siger Jesper Østergaard, der er adm. direktør 7-Eleven.
De nye film er begået af reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded, og her fortæller partner og client service director Søren Christensen, at opgaven var at skabe nogle film, som både kunne profilere og være taktiske.
– Vi skulle positionere kæde op mod de steder, der er kendt for høj kvalitet, som fx caféer. Så budskabet er, at hos 7-Eleven kan du også få økologiske og sunde ting, men hurtigt – og uden fine fornemmelser, som sloganet lyder. Det er taktiske film, hvor produktet er ”helten” på hard core retail-måden, men samtidig med profil-budskabet om at 7-Eleven også er sunde ting og friske råvarer – og altså mere end bare hotdogs.
Antallet af 7-Eleven butikker i Danmark nærmer sig i dag de 200, og det er ikke længere kun nede på hjørnet, man finder conveniencen-kæden, men også langs skinnerne hos DSB og langs vejene hos Shell. Og den øgede geografiske synlighed har da også spillet ind på beslutningen om at gå på tv.
– Tv er blevet et relevant medie for os, fordi vi har fået mange flere butikker over hele landet. Desuden er convenience ikke længere kun et must for storbyborgere, det må også gerne være let og tilgængeligt ude i de mindre samfund, siger 7-Eleven-direktør Jesper Østergaard.
Søren Christensen tilføjer, at det også handler om at gøre ”døren bredere”.
– Tv er et godt taktisk medie, som kan skabe trafik. Og med nye og sunde produkter på hylderne giver det også mulighed for at nå ud til nye målgrupper.
Tidligere lå 7-Eleven hos Kunde & Co, men Robert/Boisen & Like-minded har nu arbejdet med kæden i et års tid, hvilket blandt andet har resulteret i ny fotostil, samt et grafisk løft til butikker, facader, POS osv.
Og nu altså også nye reklamefilm
7-Eleven åbnede sin første butik i Danmark i starten af 1993.
Se den første film om Fairtrade-kaffe uden fine fornemmelser her:
/embed>