Flight Academy er en videreførelse af 727’s Viden Om-arrangementer, som har været en prøveklud for en seminarrække, hvis målsætning er at klæde virksomhederne på, så de står bedre rustet til at træffe de rigtige beslutninger i en tid, hvor der bliver vendt op og ned på spillereglerne med nye medieformater og kommunikationsformer.
‒ Virksomhederne står over for store markedsføringsudfordringer, hvor den digitale revolution for alvor har skabt en ny agenda, siger adm. direktør, Tom Elert fra 727. ”Man skal derfor passe på ikke at stå i vejen for sine kunder. Der er jo en masse mennesker, der gerne vil købe. Alligevel kræver det i værste fald 6, 10, 14 eller 18 klik for at afslutte en ordre på nettet ‒ og det er selvom best practice siger maksimalt fire klik.”
‒ Med 727 Flight Academy vil vi gerne give virksomhederne mulighed for at opleve, hvordan andre er lykkedes og give inspiration til, hvordan det kan overføres til egen situation. Det gælder alt fra distributionsudvikling, konceptualisering og forretningsinnovation. Hos 727 holder vi fortsat fast i filosofien: Virksomheden som et medie, men i dag kan det ikke stå alene. I dag er der også tale om, at forbrugeren er et medie. De er de eneste reelle brandbuilders i deres egenskab som budbringere.  
Ifølge Tom Ellert skal virksomhederne blive bedre til at forstå vigtigheden af, at kunderne føler sig taget seriøst.
‒ Virksomhederne skal indstille sig på, at fremtidens buzz-word bliver prisen for en permission. Fremtidens markedsføring handler om, at vi skal have kunderne til at hænge fast i oplevelsen og ikke mindst tilføre værdi til oplevelsen,” understreger Tom Elert.
Første Flight Academy løber af stabelen 30. september, hvor emnet er tilbudsaviser.
Her bliver der mulighed for at få indblik i, hvordan den optimale tilbudsavis skrues sammen. Hvor mange tilbud må der være på en forside, bagside og på siderne inde i avisen? Hvordan skal udformningen være af billeder, tekster og logoer. Derudover bliver der givet en introduktion til integration mellem tilbudsaviser og netbutikker. Hvordan digitaliseres tilbudsavisen optimalt, og hvordan fungerer den sammen med ens webshop.
Tanken er efterfølgende at følge op med et Flight Academy med en måneds mellemrum, som til oktober bliver fulgt op af et seminar om digital markedsføring for B2B-virksomheder, og hvor fokus er på relations-markedsføring og strategier på sociale medier. 727 påtænker at afholde Flight Academy seks gange frem til foråret 2012.
Udover Flight Academy har 727 henover sommeren oprustet med ansættelse af Henning Rune Carlsen som kontaktdirektør. Han kommer fra et job som marketingdirektør for Lego Systems og har en fortid inden for fødevaresektoren for henholdsvis Arla og Tulip. Tom Elert beskriver Henning Carlsen som en oprustning ‒ han erstatter ikke nogen ‒ og det er hensigten, at han skal indtræde i 727’s ledergruppe, som lige nu består af fem personer.
‒ Henning Rune Carlsen er en erfaren marketingprofil med et godt kendskab til retail, FMCG og fødevarebranchen, som er et af vores fokusområder. Vi har væsentlige aktiviteter og kompetencer inden for fødevaresektoren, som nok har ligget lidt stille under finanskrisen, men nu har vi vurderet, at det er tiden til at opruste på den front, slutter Tom Elert.